nair Artikel bestemt, at denne Konge skulde vælges, forinden Forsamlingen opløstes; han saa altsaa ikke, at Omsens Forslag ledede til Andet end at kuldkaste en Bestemmelse, som allerede ved Stemmeflerhed var antaget; Europas Øine, sagde han videre, ere i dette Øieblik med Beundring henvendte paa Norge, hvad vilde dette Europa sige, om det saa, at Norge ikke turde fuldende den Rolle, det heltemodigen havde begyndt? Spanien kjæmpede for sin Uafhængighed, og vandt Seier, skulde gamle Norge gjøre mindre, og ikke turde haabe det Samme? Han applauderedes. Falsen, Sorenskriver Rambech og Præsten Jersin talede ligeledes mod Omsen og fremførte omtrent samme Grunde som Sverdrup. Da Ingen havde noget mere at fremføre, skredes til Valget, der ved denne høitidelige Leilighed blev dicteret til Protocols. Kammerherre Anker var efter den alphabetiske Orden den første. Hans Votum var omtrent saaledes: Min Overbevisning tilsiger mig, saavel for mit Fædreneland som den Fyrstes Skyld, om hvem her, i Tilfælde af Kongevalg, ene kunde være Spørgsmaal, at dette Valg i nærværende critiske Øieblik bør udsættes, og at Regenten imidlertid bør ansøges om at vedblive Regnskabet. Sorenskriver eller Secretair Christie protesterede i kraftigste Maade mod dette Ankers Votum: han sagde, at det ved Stemmeflerhed var afgjort, at en Konge skulde vælges; man havde ved alle øvrige Qvæstioners Afgjørelse som naturlig og en Følge af Sagens Natur maattet rette sig efter Pluraliteten, altsaa ogsaa nu, og han paastod derfor, at Anker skulde vælge en Konge. Wedel, Løvenskiold og Flere paastode, at Stemmegivningen i dette høist vigtige Tilfælde maatte være fri. Grøgaard fremførte med Digteren, at Tankens Yttring er som selve Tanken fri. Maa jeg i dette Tilfælde, sagde han videre, ikke frit sige min Mening, saa kjender jeg ingen ufriere Forsamling, end denne det frie Norges
