Folk; at det som Følge deraf nu havde valgt sin egen Regjeringsform og egen Konge, at det inderligen ønskede Fred med alle Nationer, men at det ogsaa med Liv og Blod vilde forsvare sin Selvstændighed mod enhver Undertrykker; at denne Erklæring ogsaa skulde skee til det svenske Folk, med den Tilsætning, at ifald det ikke vilde indgaae fredelige Betingelser, vilde Norge anfalde det i Masse. Wedel og Løvenskiold anførte herimod, at dette vistnok ene var en Foranstaltning, der kunde skee fra den executive Magts Side og altsaa var udenfor den lovgivende Magts Competence at blande sig i; de mente saaledes, at Kongen ene burde være overladt at foranstalte det Fornødne i saa Henseende. Sverdrup. Hegermann, Christie talte for Forslaget, som en høitidelig Handling, hvorved man betog Sverrig den Fordom, som var Prinds Christian og enkelte Tilhængere ene de, der vilde Norges Uafhængighed. Det kom til Votering, og Forslaget antoges med 102 Stemmer mod 8, dog med Modificationer og med aldeles Udeladelse af Slutningen: Norges Anfald paa Sverrig i Masse. Da Ingen efter Præsidentens Opfordring havde noget mere at fremføre i Hensyn til Constitutionen, anmodede han Rigsforsamlingen at skride til Kongevalget saaledes: „Lader os da, mine Herrer, vælge den Mand, der, som vi haabe, til gamle Norges Held skal beklæde Hagen Adelsteens og Sverrirs i Aarhundreder ledigværende Throne!“ Omsen reiste sig og anmærkede: at han troede, Kongevalget burde udsættes saalænge, indtil man kjendte Ruslands, Engelands og flere Magters Forhold til Norge, men at derimod Prinds-Regenten burde ansøges om at vedblive Regjeringen med samme Titel som hidtil. Præsidenten Sverdrup svarede: Rigsforsamlingen havde ved den 1ste § i Constitutionen decreteret, at Norges Regent skulde bære Navn af Konge, og den havde fremdeles i en prælimi-
