Lande af norske Forældre, som paa den Tid ikke vare en anden Stats Undersaatter, eller c. som nu have stadig Ophold i Riget, og aflægge Ed at hævde Norges Selvstændighed, eller d. som af Storthinget vorde naturaliserede[1]. Dog kunne Fremmede beskikkes til Professorer, Lærere ved lærde Skoler, Læger og Consuler paa fremmede Steder.“ Sorenskriver Weidemann holdt atter paa stræng Indførelse af Indfødsretten, og mente saaledes, at Storthinget ikke burde kunne naturalisere; han talede ved denne Leilighed inhumant, om Charlataner og alskens Skrab, der havde indtrængt sig i norske Embeder, om de mange uduelige Embedsmænd, med hvilke Norge fra Danmark var bleven forsynet, og det i samme Øieblik, at Rigsforsamlingen i sin Præsident saa en af de redeligste Embedsmænd og kyndigste Jurister, maaskee Norge nu eier. Hans Tale misbilligedes meget. Ad Litr. c. i denne § foreslog han, det burde hede: som have aflagt Ed istedetfor: „og aflægge Ed,“ fordi, sagde han, han kjendte dem, der endnu ikke have villet aflægge denne Ed, og blot lurede paa, hvorvidt Norge kunde hævde sin Selvstændighed eller ikke, for da efter Tidsomstændighederne at kunne antage det mest passende Parti; heri havde han vistnok megen Ret; men det kunde heller ikke nægtes, som Diriks og Falsen anførte, at naar Weidemanns Forslag ubetinget antoges, vilde en hel Del danske Borgere, der ikke vare Embedsmænd, og derfor ikke engang havde anseet det passende at aflægge Eden, være tabte for Landet. Præsidenten foreslog at tilføie de Ord: „som ikke have vægret sig ved at aflægge“ o. s. v. og herved enedes Gemytterne; thi Alle vare enige i, at de Embedsmænd, der hidtil ikke havde
- ↑ Efter de officielle forhandlinger: „c, som nu have stadigt ophold i riget, eller d, som herefter opholde sig der i 10 år, eller e, som af storthinget vorde naturaliserede.“
