forrige herre (G. L. 66 og 67; F. L. IX. 10, 11 og 16). Den frigivne måtte på ingen måde optræde mod sin herre, ikke efterstræbe hans liv eller gods eller fornærme ham i ord eller gjerning; ikke gå irette mod ham uden for at værge sin egen sag, og ikke bære vidne imod ham; ikke være i flok og følge med hans fiender, eller gå hans overmænd tilhånde uden hans tilladelse; han måtte ikke engang forlade fylket eller landet uden hans forlov, – alt under straf af atter at falde tilbage i trældom og have sit gods forbrudt, så at han måtte løskjøbe sig påny. På den anden side var den forrige herre forpliktet at sørge for sine frigivne i nød (vørn);[1] han opppebar bøder for lejermål med frigiven kvinde og tog arv efter sin frigivne og dennes afkom indtil 9de led, når de ikke efterlod nære frie slæktninge (jfr. G. L. 106). Herren havde derimod efter G. L. 63 kun ganske undtagelsesvis nogen plikt at forsørge den frigivnes børn, med mindre han havde taget arven efter deres forældre, som ikke havde gjort sit frelsesøl; medens Frostatingsloven ubetinget pålægger faderens herre at forsørge 2 tredjedele og moderens en tredjedel af sine frigivnes efterladte børn i trangstilfælde. – Dette gjensidige afhængighedsforhold, der ganske svarede til Romernes klientel, siktede vistnok ikke mindre til den frigivnes eget end til herrens tarv. Ti den frigivne selv var ikke ved fødselen medlem af nogen æt, og stod således ene i samfundet; først af hans efterkommere opstod efterhånden en ny æt frie mænd; men sålænge til
- ↑ Nogen tilsvarende forpliktelse til at forsørge sin herre, om han kom i trang, pålå ikke den frigivne; det vilde ikke stemmet med de gamles begreber om den fribårne mands værdighed, at han skulde blive „sin løsings umagi.“ Kun hvor trællen var frigiven uden noget vederlag, var han efter G. L. 129 forpliktet at give sin forrige herre underholdningsbidrag (fóstrlaun), hvis denne kom i yderlig nød.
