en større frihed, måtte han gjøre sit frelses-øl, d. e. et højtidelikt gilde på mindst 3 såld eller 9 mælers øl til vitterliggjørelse af sin frihed (G. L. 62; F. L. IX. 12). Hertil måtte den frigivne, som det udtrykkelig siges i Frostatingsloven, have sin forrige herres tilladelse. Til gildet skulde han indbyde herren og dennes hustru og give dem plads i højsædet, hvis de kom; indfandt de sig ikke, skulde han lade højsædet stå ledikt; ikke skulde han indbyde deres uvenner. Den første aften skulde han, hvad enten herren var tilstede eller ikke, byde ham den såkaldte løsingspenge, 6 ører; modtoges de ikke, skulde han atter frembyde dem næste morgen; men hvis de heller ikke da blev modtagne af herren eller nogen på hans vegne, gjaldt det dog lige meget. Efter frelsesøllet fik den frigivne efter Gulatingsloven fuld rådighed for kjøb og giftermål, og efter F. L. X. 35 jfr. B. R. 47 forhøjet personlig ret; hvorimod han efter F. L. XI. 23 fremdeles ikke kunde råde forandre kjøb end at leje sig den jord, han behøvede, og kjøbe såkorn indtil 6 ørers værd, men til alle andre handler, sålænge tyrmselforholdet varede, måtte have sin forrige herres samtykke. Det synes derhos efter Frostatingsloven at have været nødvendigt, at den frigivne i ethvert tilfælde gjorde sit frelsesøl, når han vilde erhverve jord og nedsætte sig som bonde i bygden; hvorimod det efter Gulatingsloven omvendt synes, at den frigivne, som erhvervede jord (er frjáls fellr á jörd), derved blev befriet for at gjøre frelsesøl. Fritagne for at gjøre frelsesøl var de, som var skjænkede friheden uden nogen betaling eller afgift, altså vistnok også de ifølge G. L. 4 og 5 samt 312 frigivne trælle; endvidere de trælle, som kongen frigav, og naturligvis også tybårne børn.
Den frigivne vedblev dog, selv efter at han havde gjort sit frelsesøl, eller selv om han var befriet for dette, fremdeles at stå i et strengt afhængighedsforhold (þyrmsl) til sin
