fremt ikke Onadali paa det anførte Sted skulde være at anse som en Fejlskrivning, foranlediget ved det foregaaende j. Hertil vilde der dog ikke være tilstrækkelig Grund, dersom man kunde antage at Orudalr Ólafs s. helga Chria 1853 S. 105 (vistnok rettere end Oradalr i Munchs Beskrivelse over K. Norge i Middelalderen S. 136 og Ordalr sammesteds Side 181) er = det oftere forekommende Jorudalr.
I det foregaaende er fremhævet, hvorledes Forekomsten af Sinfjötli som Personnavn i Norge synes vidne stærkt for at de Heltesagn, hvoraf Fortællingen om Sigmunds Søn Sinfjötli udgjør en Del, allerede fra de ældste Tider har tilhørt Norge. Men herom kan der saa meget mindre være Tvivl, naar det kan paavises, at flere af de i de nævnte Sagn forekommende Navne der have være gjængse i Fortiden. Dette maa jo have været Tilfælde med det i Gjúkasteinn eller Gvikvasteinn forekommende Gjúki, og i Roðmarstaðir Kalfsk. 16a12. 16b2, Romareim Munkal. 185 er det vel umuligt at miskjende det samme Mandsnavn Hróðmarr, som forefindes i Helgakviða Hjörvarðssonar 11 og Prosastykkerne. At disse Navne allerede fra Begyndelsen af ere blevne tillagte de Gaarde, som bære dem, er jo højst sandsynligt, men selv om ikke saa var, saa kan det jo dog vel ansees hævet over enhver Tvivl, at Völsungasagnene maa i længere Tid have været bekjendte i Landet og allerede have trængt dybt ind og ned i Folket, inden her kan have levet Mænd med deslige Navne – saafremt ellers disse Navne skulle antages at have sin Oprindelse fra Völsungasagnene. Ti muligt kunde det dog vel være, at disse Navnes Forekomst blandt det norske Folk og i Völsungasagnene havde en fælles Oprindelse.
Spor af Völsungasagnenes Indflydelse kunde man tro at finde i Húnaborg (DN. III, 113. IV, 615.). Maaske ogsaa Navnet Nevlungen paa en Gaard i Brunlanes Prestegjeld
