del[1], og det maatte saavel paa grund heraf som i sig selv, hvor skaalen havde stor udstrækning, være hensigtsmæssigt, at der var der ogsaa i den ende. Hvorfor derimod kvinnerne just skalde have sin plads i husets østre ende og ikke ligesaa godt omvendte eller, hvad der i sine følger bliver det samme, hvorfor hovedindgangen just skulde være i vestre ende, maatte vistnok hænge sammen med en nedarvet skik, hvis betydning faar staa derhen.
Ovenfor er der paa nogle steder, for at belyse skaalens indretning, hentet enkelte træk fra nyere stuebygninger. Her vil jeg noget nærmere omtale, hvorvidt der i det hele taget viser sig ligheder mellem disse bygninger og skaalen, hvorved enkelte ad de resultater, som vi ovenfor ere komne til, kunne styrkes. Hvad først orienteringen angaar, træffes endnu i 1522 spor deraf ved en stuebygning paa Kolnes nær Stavanger, hvori der omtales et „søndre høgsete“[2], og den samme retning have flere endnu tilværende ældre og nyere stuer[3], saaledes begge de gamle stuer paa Norheim i Viker (i alle fall ældre end 1500), saavidt erindres ogsaa stuen paa søndre Raudland i Opdal i Numedal (omtrent fra 1350), ligeledes den paa Kvestad i Valle (fra 1668)[4]. Det samme var tilfællet i den nedrevne stue paa Uv i Rennebo (fra det 13de
- ↑ Noget lignende træffes og som bekjent i de gamle Helleners huse, hvor kvinnernes rum (gynækonitis) laa indenfor mændenes.
- ↑ D. Norv. IV. no. 1081, jfr. no. 1082.
- ↑ Hverken paa Island eller andre steder her i Norden finnes der nu, saavidt vides, saa gamle bygninger af den her omhandlede slags som i Norge. Dog kunde det mulig være en levning af orienteringen, naar man i Wässbo hered i Jönköpings len endnu i det forrige hundredaar havde den tro, at det ikke skulde være saa lykkeligt at bo i et hus, hvis gavler sted i nord og syd, som naar huset havde retningen fra vest til øst (Westerdahls Beskrifn. om svenska almogens sinnelag o. s. v. 1774 side 26).
- ↑ Hvorledes det i denne henseende har sig med stuen paa Landsvik i Herle, vides ikke.
