og engang vistnok bleve brugt ikke alene i hele det germanske Europa men og hos Romerne. Noget navn paa den slags laase, som her menes, har jeg hidtil kun hørt i Hardanger, hvor de kalles bjødnelaus (bjørnelaas), og i Slidre i Valders, hvor de gaa under navn af bjødnelokulaas. Heller ikke har jeg hidtil paa mere end to steder truffet noget særeget navn paa den til laasen hørende nøgel, der i Sogn kalles króklykill (et ord, som og nævnes engang i sagaerne, i Svarfdøla s. k. 11) og i Sandehered med en nyere form króknøkel. Formen af denne nøgel har jeg overalt truffet som et romersk T undtagen paa Fevang, hvor den blot havde én tverarm som et omvendt T, og i enden af den lange stang er der en lykke, for deri at fæste et baand til at hænge nøgelen op efter. Disse nøgler, som have en længde af 6–7ʺ, ere naturligvis af jern, medens laasen, undtagen dens jernfjeder, er af træ. Indretningen bestaar af en slaa, som, naar døren er stængt, holdes fast af en træhempe i dørkarmen og en lignende paa døren. Under slaaen ligger den omtalte fjeder. I døren og slaaen er der udskaaret en horisontal aabning, ubetydelig længer og videre end nøgelens tverarm. Naar laasen skal lukkes op, stikkes først nøgelens tverarm gjennem den omtalte sprække helt ind, saa den gaar fri af slaaen, dernæst drejes den saaledes, at armen kommer i lodret stilling, og naar man da trækker den til sig, gribe hagerne ind i tilsvarende fordybninger i slaaen, som igjen trykker paa fjedren; naar endelig nøgelen gives et skub til siden, gaar slaaen ud af hempen i dørkarmen, hvorved døren aabner sig.
Samles nu de resultater, som vi ved at omhandle skaalens enkeltheder ovenfor have vunnet, og fæstes i en grunnplan, forsaavidt det lader sig gjøre, vil denne komme til at se saaledes ud:
