kan hoveddørens plads bestemmes ved følgende hensyn. Det ligger saa godt som i tingen selv, at den vegg, hvori hovedindgangen var, dengang ligesom nu ansaaes som husets fremside. Dette sees og paa flere steder i de gamle skrifter. Saaledes modsættes hoveddøren og „bag huset“ baade i ældre Gulathingslov 37, 266, Grettis s. (kap. 45, 57) og Eyrb. s. (k. 60), og det samme synes forudsat i Biskup. sög. I. 542, 628, hvor en gaar „bag huset“ og lægger øret til stuens hliðskjár (glug paa sideveggen overspent med skjaa) for at høre, hvad der blev sagt indenfor. I Njaals s. kap. 129 stille de sammensvorne sig op paa den brolagte plads foran huset (fyrir á hlaðinu), og længer ned i samme kapitel træffes ligeledes udtrykket fremmentil i forbindelse med hoveddøren (framan at húsunum). Af samme saga kap. 17 (jfr. foran s. 151) sees ikke alene, at husets fremside var den langvegg, hvori døren stod, men og at denne vendte mod syd. Dette siges og om skaalen i Orfjara, og i Rigsmaal 23 om jarlens skaale. I modsætning hertil skal det vel paa engang betegne noget grufullt og usedvanligt, naar det om salen paa Naastrand heder (Völuspaa 42), ikke alene at ædder falt ned igjennem ljoren, men og at døren vendte mod nord. Paa grund af alt det ovenanførte maa det derfor antages, at forstuens dør eller husets hovedindgang hverken var i gavlveggen eller nordre sidevegg men paa søndre langvegg nær vestre gavlside.
Det er ikke rimeligt, at forstuen indtog husets hele brede. I det mindste er der ikke truffet noget i de gamle skrifter, som viser dette. Vi have ogsaa seet, at skaalen i Orfjara var saaledes indrettet, at den bag forstuen havde en mindre stue[1]. Dette har vistnok været almindeligt hos os.
- ↑ Se s. 150. Det var maaske den samme stue, hvori Frakark og hennes syster syde den giftige skjorte, hvormed Paal jarl blev
