Dasent og Hoff mene, at forstuerne havde egne lavere tage og vare opførte af stav- eller standerverk. Jeg gaar derfor ud fra, at der kun fantes én forstue og at den utvilsomt var opført paa samme maade og under samme tag som den øvrige bygning. Af det ovenstaaende følger, at den laa ved husets vestre gavlvegg. Keyser (anf. st. s. 41) og Hoff (anf. st. s. 36) have den mening, at forstuens ene side var aldeles aaben, idet de her støtte sig til Njaals s. k. 92, jfr. 129, 130. Men disse steder vise kun, at forstuerne paa Grjotaa og Bergthorshvol vare „meget brede“ (d. v. s. fra vest til øst), ja ved den første siges det endog udtrykkelig, at en af mændene stod midt i døraabningen (í miðjum dyrum). Under forudsætning altsaa af, at der altid fantes forstue, var det følgelig dennes aabning mod det ydre, som ansaaes for husets hovedindgang og kalledes karldyrr eller útidyrr[1], ikke derimod, som Keyser (anf. st.) mener, den dør, der var imellem forstuen og det store rum. Thi at karldøren var en ydre dør, sees baade af ældre Gulathingsl. 266 og Gunnl. ormst. saga (kap. 2), hver der fortælles, at Thorstein Egilssøn drømte, at han var udenfor karldøren (úti fyrir karldyrum) paa Borg og saa en svane sidde paa husets møne[2]. Med ovenanførte omstændigheder for øje kan denne indgang selvfølgelig kun tænkes enten i husets gavlvegg eller i enden af den ene sidevegg. Men det første omtales ikke nogensteds, hvorimod det sidste sees baade af Grettis s. kap. 35 og Eyrb. s. k. 26 og siges udtrykkelig baade om skaalen i Orfjara (jfr. s. 150) og hovet paa Thorsnes, hvorved som en oplysning kan merkes, at et hov for en stor del havde samme indretning som skaalen. Endnu nærmere
