gavl i hver ende eg følgelig, som vore bondehuse, dækket med sadeltag. Rigtignok er bygningen paa den tegning af den islandske maler Sigurd Gudmundsson, som Dasent gjengiver i sin oversættelse af Njaals saga[1], fremstillet uden gavler og med valmetag. Men denne tagform var ukjent her i Norden indtil et godt stykke ned i det syttende hundredaar. Den opstod først i Italien under renaissancetiden, og det er derfor aldeles rigtigt, nedi vore bønder paa flere steder, skjønt uden selv et vide af det, kalde den taliansk d. e. italiensk. overhovedet i betydning af udenlandsk[2]. Skaalen blev hos os og i Sverige, og vistnok ogsaa i Danmark i det mindste til slutningen af 11te hundredaar, altid opført af træ. Paa Island derimod, hvor man havde knapt for trævirke og dette derfor, naar ikke rekeved (drivtømmer) kunde overkommes, for det meste maatte indføres fra Norge, var det kun paa de mere velstaaende folks gaarde, at husene bleve opførte af tømmer, medens ellers dertil blev brugt jord, torv og sten. Saaledes fremhæves det i Njaals saga (kap. 78), at Gunnar Haamundssöns skaale paa Hlidarende udelukkende bestod af tømmer, og det samme menes, naar Njaal siger (kap. 129): „vore huse her paa Bergthorshvol ere ligesaa sterke, som de vare paa Hlidarende.“ Tømmeret blev, idetmindste paa Island, i Norge og i Sverige, vistnok altid, ligesom endnu, laftet sammen med udstaaende naver eller stokender i hjørnerne, og veggene havde ikke bordklædning. Indvendig var skaalen for største delen aaben til taget og med jordgulv. Langs efter midten fantes en
