logaland, dets oprindelse og skiftende form til forskjellige tider,
kanske være paa sit sted.
I vort oldsprog er den faste form for landets navn Hálogaland, for folkets Háleygir. – De ældste skindbøger har istedetfor á i første stavelse den kun i det ældste sprog gjennemferte omlydsvokal, som fremkommer derved, at et følgende v, u eller o virker paa det lange á. Saaledes skrives hólæygscom i et haandskrift af den legendariske Olav den helliges saga, der vistnok ikke er meget yngre end 1200 (Christiania udg. 1849 s. 91). I det rimelig paa Island i begyndelsen af 13de aarh. skrevne hskr. af Ágrip af Noregs konunga sögum staar Holwyiom (Fms. X, 386) ligesom Hocun = Hákon, Halayia (Fms. X, 390), Hǫlaygialand (X, 412) d. e. Haalöygernes land, en enestaaende form for landets navn. Og endnu det stockholmske hskr. af den historiske Olav den helliges saga (udgivet i Christiania 1853), rimelig skrevet lidt rer midten af 13de aarh., har enkelte gange Hǫlogaland (s. 171. 178), men dog langt oftere Halogaland.
Den usammendragne form Hálogaland var saagodtsom den eneraadende i norsk sprog indtil midten af 14de aarh. og endnu meget almindelig i anden halvdel af 14de aarh.; ja endog i 15de aarh. bibeholdtes oftere denne ældre form i skrift (DN. 2 n. 580 aar 1404; 1 n. 670 aar 1420 3 gange, men bagpaa „med samtidig haand“ Halgheland; i Aslak Bolts jordebog fra omkring 1440), medens den i folkets udtale paa denne tid sandsynlig var fortrængt[1].
- ↑ Sjælden forekommer sideformen Hálogoland (DN. 3 n. 36 aar 1295 og 6 n. 336 aar 1390 el. 91), hvor a i udlyden af første sammensætningsled er gaaet over til o (u), ligesom man ofte skrev mánudagr for mánadagr (tilsvarende eksempler fra Gammelsvensk hos Rydqvist Svenska språkets lagar IV, 21). – Den ubetonede vokal mellem l og g maa i senere tid være bleven mindre be-
