Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/137

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
111
HELGELANDS STEDSNAVNE.

og nyhøitydsk eng, gotisk aggvus, sanskrit anhú). Det bruges undertiden i navne paa gaarde inde i landet, hvor dalen kniber sig sammen: Hardang i Surndalen, hvor fjeldene gaa nærmere sammen, medens der er vide sletter ovenfor og nedenfor, Einang i Stjørdalen, hvor den begynder at snevres ind. Paa Østlandet findes f. ex. Sætrang (for Sótrangr) paa Ringerike og Rødang i Reinlid. Endelsen ang synes i enkelte tilfelde at være opstaaet af det i stamme og betydning fra angr ganske forskjellige vangr (angelsax. vang, vong, got. vaggs, der ligesom gammelnorsk vangr betyde vang, slette); det nuværende Lekanger i Sogn (har udtalen der -er?) hed saaledes i. middelalderen Leikvangar (Björg. K. 48). Det er muligt, at v allerede i middelalderen undertiden kan være opslugt, men isaafald ville navne af vangr kunne kjendes ved, at de ikke som de af angr have organisk r (i dativ altsaa -(v)angom, men -angrom). I hvilken udstrekning det er skeet, fortjente en nøiere undersøgelse, som vel vil blive meget lettet, naar den „røde Bog“ er udgiven. At disse to stammer i sig selv ere ganske forskjellige, bevises foruden af, hvad der er sagt, af de navne, hvor angr findes som første del, f. ex. Angerskleven i Sandesogn, Angr og Angleysa (Munch Beskr. 171. 173), Angedal i Førde. Stedsforholdene ville ellers i regelen strax vise, hvilken stamme man har. Ang er maaske undertiden afledningsendelse og navnene saaledes usammensatte (jf. Iv. Aasen lex. tillæg). Dette kan dog ialfald ei være tilfældet med navnet Hardangen hverken her eller i Surndalen, da det som usammensat ikke synes at give nogen mening; det kan ialfald ei sammenstilles med fællesordet harang, skresne. – Bindalen slutter sig ogsaa med hensyn til navne nærmest til Namdalen; navnene ere gamle, om end ei saa gamle som i Sømnen. Det hyppige stad synes at henvise til den yngre jernalder.