fra først af); de høre dog utvivlsomt til de ældre. Der findes i Sømnen en mengde gravhauge, saaledes ved Mardal en rekke store og ualmindeligt vakre. – Et fjeld ved Sømhovud heder Hjartkinn d. e. Hjartakinn af hjörtr, hjort, jf. Hestekinn d. e. maaske Hestakinn, en gaard i Bruflat, og Hjarðkinn paa Dovre, af hjörð? Ordet kinn, kind, forekommer enkelt i øen Kinn i Søndfjord. Det maa betyde en fjeldside. Ofte er det i navne en forvanskning af tjörn, tjern (Kinneraasen i Snaasen, Kinnestad i Høland). – I grenden ved Urdsfjorden, som efter den betydeligste gaard heder Brekseide, er: Brek (Brekka AB. 90) af brekka, bakke. Bø med senere parter Trøaan (trö = gjerde, sjeldent i Nordland) og Blessaan (samme stamme som i Blessom, Vaage, Blesa i Fet, Munch 159, og Blesaskógr i Ranrike, Munch 200, jf. isl. bles, folkesprogets bles eller blese, en stribe, blis; ogsaa adjektivet blesot udtales nu i nogle egne med dobbelt s. Dermed kan ogsaa jevnføres det før omtalte Imø). Malm. Navnet gjenfindes i Malme i Akerø, Malmanger i Kvinnhered, Malmin i Helleland, Malmen en liden ø i Vega prestegjeld, Malme i Beitstaden D. N. 5, 600. I enkelte sammensetninger kan det vel komme af det almindelige malmr og sigte til, at der paa stedet har været virket myrjern. I de fleste tilfelde, navnlig hvor det forekommer enkelt, maa dog betydningen være en anden. Norr-malm og Søder-malm i Stockholm, hvormed ogsaa Malmø (før Malmhöghe) sammenstilles, afledes af Rydquist og Rietz af malm i en rigtignok ei i svensk forekommende betydning „sand, grus, sandfält, sandig mark“ (jf. got. malma). Efter Rietz forekommer malm i svensk blandt andet i betydningen „sandig skogstrakt, vidsträckt fullmogen gran- eller tallskog på sandig eller grusig tämligen jämn mark.“ En af disse indbyrdes temmelig be-
