syen, forkortet af Sandnessøen[1], i regelen urigtigt skrevet Sandnes-øen. Naar en gaard ligger lidt fra søen, er det almindeligt, at nøstene, især hvis der ved siden af er en husmandsplads, og endnu mere hvis der er et landhandlersted, kaldes -søen med gaardens navn foran. Saaledes Mosjøen, Kulstadsjøen og Halssjøen i Vefsn, Nord-Herøsjøen, Lurøsjøen, Lelandssjøen (Alstahaug) o. fl. Sprogbrugen er naturligvis opstaaet af, at man sagde: ned til søen, nede ved søen; paa denne maade bar hver gaard sin Sø, men paa gaarden selv siger man naturligvis kun Sjøen uden at sammensette det med gaardens navn. Det er kun ved de vigtigere havne, at saadanne sammensetninger have dannet sig og faaet almindelig udbredelse. Den, som det synes, hyppige mening, at man i denne sammensetning har -ø, modbevises tilstrekkelig af udtalen -sjøen eller -syen (efter de forskjellige egne), og for at hindre den burde skrives -sjøen eller ialfald dobbelt s. – Den kirke, som før stod paa Sandnes, er nu flyttet vestover til Stamnes, fordum Stafnnes (Munch 66), af stafn, skibsstavn d. e. et nes, der stikker frem som en skibsstavn. – Horvenes (matrikelen Horfenes) østenfor, af hverfa, vende (ve gaar ofte over til o), nes, hvor der gjøres skarp vending. – Sund længere mod øst, hvor søen mellem Alsen og fastlandet er smalest. – Hellesvik baade paa østsiden og vestsiden, af gammelnorsk hellir, m., heller, hule i fjeldet. Forresten har østsiden en yngre karakter og liden interesse. – De særskilte navne paa de 7 Søstre er kanske lidet kjendte. De ere fra SV. af: Stortinden, Kvesstinden (af kvass,
- ↑ Det kan ei komme af navnet paa nogen ældre gaard Sand; thi da Sandnes allerede før 900 er hovedgaarden her, og det ældre navn allerede da maatte være fortrængt, vilde det dertil blive for gammelt.
