sted nær ved gaarden, hvor man pleiede at lægge tømmer, „stokkan,“ „ut me stokkom.“ I endel sammensetninger, som Stokkebø (Vik, Sogn), ligesom i det islandske Stokkahlaðir, tyder ordet vel paa et hus, som er tømret med almindeligt laftverk, modsat stavverk, ligesom det gamle ord stokkabúr vel er et bur, som er tømret lige fra grunden, ei bygget paa stolper som det, der betegnes ved det i nyere norsk almindelige stabbur (stavbur)[1]; saaledes bruges ogsaa stokkbekk (ei hos Iv. Aasen) nordenfjelds almindeligt om en brønd, hvis sider ere klædte med en tømring lige fra grunden af til lidt over randen. – Saura (flertal), af saurr, m. skarn, smuds, ofte i stedsnavne, hvor det maa forklares: dynd, søle[2]. Saura i Brønø, Saure i Gildeskaal, Lødingen, Dvergberg, Rødø; Saurar i Jemteland Dipl. 6, 484; Saurar, Færøerne (D. 2, 626); Saurar i Selbu, AB. 40 (af Saurum), vel det nuværende Sirum (matrikelen); Uglasaurar, nu Oksur i Sparbuen (AB. 14); i enkelttal: Saur, Foldereid (nær Lona af lón, f., sted i et vandløb, hvor vandet staar stille og danner kiler), Kvams og Egge sogne i Stod. Saurshaugr, nu Sakshaug, Inderøen (mulig af et øgnavn, hvortil sagnet om hunden Saur synes at tyde); Saurbýr, Saurbær, nu Saurbø, Sørby, Sørbø, i Ullensaker (Dipl. 5, 668), Elfteløt (D. 5, 393), Rennesø, Stokke, Thjørn i Ranrike (Munch Beskr. 202), Høiland; Saurbœir, Krokstad sogn, Ranrike. Saurtunga, nu Surtung, Ranrike (Munch 200); Saurhirðir, nu Sjøhøla (d. e. –hørða, urigtig gjengivelse af det „tykke l“), Munch 204;
