havde Godserne i sin Besiddelse, bestemt vægrede sig ved at opgive dem. Senere var Grumbach draget til Pommern og opholdt sig i det følgende Aar (1560) i Pfalz. Forbindelserne med Lothringen gik for en rum Tid istaa, og det væsentlig paa Grund af Johan Frederiks Mistillid til Peder Oxe. Denne havde den 7de April 1560 skrevet til Grumbach og udbedet sig en Sammenkomst med ham i Pfalz, men Hertugen, nu igjen residerende i Weimar, frygtede for, at det kun var Oxes og Hertugindens Hensigt at udforske hans Planer og meddele dem til Keiseren, maaske endog bringe dem til Churfyrst Augusts og Danmarks Kundskab. Sammenkomsten kom altsaa ikke istand. Nogle Maaneder senere, i Juli eller August, vidste Johan Frederik ogsaa, at det endelig havde lykkedes de danske Agenter at overrumple den føromtalte Uxel (eller som hans Navn ogsaa skrives Ochsel). „Enspænderen“ Schilchen med tretten andre „Enspændere“ havde sat efter ham; han var bleven dræbt, og i hans Papirer havde man fundet graverende Oplysninger om de svenske Forhandlinger. Med Hensyn til Peder Oxe frygtede Hertugen nu kun, at han skulde bruge sin Indflydelse i Lothringen til hans egen Skade[1].
I denne Tid var der Intet, som de danske Rigsraader mere havde frygtet end Krig med Sverige. Man kan af deres Breve indbyrdes og til Kongen, forsaavidt de ere bevarede i Geheimearchivet, ikke mærke, at de kjendte noget til de Grumbachske Praktiker, herom har vel kun Kongens private tydske Raader, der besørgede hans udenrigske Brevvexling, havt nærmere Kundskab. Om de lothringske Forsøg paa at opnaa fransk og spansk Hjelp vare de bedre underrettede, og frygtede ogsaa for, hvad de kunde føre
- ↑ Ortloff, l. c. 1, 214–217.
