testantismens Sag. Hans Fader var den Johan Frederik, der havde sat Alt paa Spil for sin Tro, hans Farfader var Johan den Bestandige, og dennes Broder var igjen Frederik den Vise. Mange af Augusts Undersaatter saa i Ætlingen af disse Lutheranismens Heroer den legitime Arving til den Churværdighed, som ved Forræderi var kommen i Albertinernes Besiddelse. Det hertugelige Universitet Jena, stiftet et Ernestinerne midt under deres værste Trængsler, gjaldt ogsaa fremdeles for endnu mere rettroende end selve det churfyrstelige Wittenberg. Det var under slige Omstændigheder, at August tilraadede Svogeren at stræbe efter Dronning Elisabeths Haand, og at denne selv gjenoptog Ægteskabsforhandlingerne med Lothringen. For sit eget Hus bifaldt August ved samme Tid et Ægteskab, der dikteredes af de samme politiske Hensyn og i 1561 virkelig kom til Udførelse, nemlig Partiet mellem Broderen Moritz’s Datter Anne og Vilhelm af Oranien, dengang endnu Katholik og Philip IIs Tjener.
Hurtigere, end man havde haabet, ophørte dog Farerne for dennesinde, og allerede Juledag 1559 kunde Frederik II for August udtale sin Glæde over, at Svogeren ei havde mere et frygte fra Grumbach[1]. Denne færdedes nu heller ikke længere i Frankrige og Lothringen. Allerede ud paa Sommeren havde han vist sig ved Rigsdagen i Augsburg. Her blev hans Ven Kretzer vistnok erklæret i Rigets Acht som Hovedmanden ved Biskopens Drab, men samtidig var der Flere, som interesserede sig for at Grumbach skulde faa sine Godser i Stiftet Würtzburg tilbage. Heraf blev dog intet, da vedkommende Fyrster, den nye Biskop, Johan v. Wirsberg, og Hertug Henrik den Yngre af Brunsvig, som
- ↑ Ausländ. Registr.
