til[1]. De svenske Tilstande og Begivenheder kunde de derimod iagttage paa nært Hold og havde alle Betingelser for at bedømme dem.
Saaledes havde Hr. Peder Skram i April 1559 havt Kundskabere eller Spioner inde i Sverige og skaffet sig Besked om, hvad der forhandledes paa en Herredag i Vadstena. Her skulde Kong Gustav have erklæret for de førstankomne Raader, „at han nu agtede at gjøre et Tog til Gulland for at lade indtage igjen det Land, som længe havde været fra Sveriges Rige“. Men hans fornemste Raader, nemlig hans Svoger, Hr. Steen (Erikson Lejonhufvud) og Hr. Per Brahe samt Svigerfaderen, Hr. Gustav Olsen (Stenbock) havde raadet derfra og forestillet ham de store Farer ved et Fredsbrud, naar man „havde maadelige Venner og Forvandte udenlands“; man kunde let „opvække den ganske Verden“. Kongen skulde da være bleven saa forbitret, „at han holdt sig inde i tre Dage og Ingen maatte eller turde gaa ind til ham“[2].
Endnu mærkeligere er et omtrent samtidigt Brev, som
- ↑ „Her er Tidinger, at Hertugindens Anhang af Lothringen skulde have sex tusinde Heste og dertil Fodfolk i Bestilling at drage ind i Danmark med. Det lader ligesom de Tidinger ere sande. Gud bevare os“. (Cantsleren Johan Friis til Statholderen i Kjøbenhavn, den bekjendte Hr. Mogens Gyldenstjerne, Aarhus, Søndag Jubilate 1559, i Geh. Arch.). Under Ditmarskerkrigen skrev Cantsleren (10de Mai 1559) til Hr. Mogens: „Dersom det gaar efter vor Vilje, da vinder min Herre den niende Part af Ditmarsken, men dersom det gaar ilde til, da er Danmark og Norge udi stor Fare“ (Geh. Arch.; at Kongen personlig havde Udsigt til kun at faa en Niendedel af Ditmarsken, var sandt, thi først skulde Landet deles i tre Dele mellem Frederik og Farbrødrene Hans og Adolf, og derpaa igjen Kongens Part i tre, mellem ham og Brødrene Magnus og Hans den Yngre, en Deling, som dog ikke kom istand).
- ↑ P. Steen til Fr. II, Skeedal 15de April 1559, (Geh. Arch.).
