Friis, tillode sig haanende og uærbødige Ytringer mod Kong Gustav og Sverige, og fra svensk Side taltes i lignende Toner[1]. Tingen var den, at man ikke kunde vænne sig til at betragte Gustav som mere end en adelig Usurpator af en Throne. Dette var ogsaa en Betragtning, som deltes af nordtydske Fyrster, der hyppig kastede graadige Blikke mod Sverige som et Land, hvor der kunde ventes Revolutioner, og hvor der kunde være noget at erobre. Ikke alene Albrecht af Meklenburg, der blandede sig i Dakkefeiden, men ogsaa Albrecht af Preussen, og, som det synes, tillige Adolf af Holsten, havde næret saadanne Planer, og af disse to sidste var den ene Christian IIIs Svoger, den anden hans Broder[2].
I de Grumbachske stemplinger inddroges altsaa Sverige allerede i Gustav Vasas Levetid. I 1559 herskede der i Danmark Frygt for svenske Angreb paa Gulland og Skaane, samtidig med at Hertug Johan Frederik skulde hjemsøge Churfyrst August. Den danske Konge melder sin Svoger dette den 21de Oktober 1559. Sex Dage senere kan han ogsaa berette, at Grumbach har gjort Udvei til 4000 Hestfolk og 40 Fenniker Knegte mod Chursachsen, medens Grev Christopher af Oldenburg ved et Angreb paa Holsten skulde støtte Kong Gustavs mod Skaane[3]. Dette Forbund mellem Lothringen og Sverige skulde være fremmet af Peder Oxe[4]. Og naar Religionsurolighederne i Skotland vare bilagte, kunde man ogsaa regne paa fransk Bistand.
- ↑ Se herom H. Rørdam: Historieskrivningen og Historieskriverne i Danm. og Norge siden Reformationen I, Kbh. 1867, S. 73 fgg.
- ↑ Om disse tydske Fyrsters Praktiker vil Forf. ved en anden Leilighed give nogle nye Oplysninger.
- ↑ Ausl. Registr. Smlgn. G. Droysen: Aas den Dänischen Büchern (Arch. f. Sachs. Gesch. 5, 348 fgg.).
- ↑ Putant, procurante Petro Oxe, factum esse foedus inter Lotharingiae ducem & Svecum adversus Regem Daniae (Langueti Epp. II, 25).
