Venner skulde der ogsaa forsøges et adeligt oprør i Danmark. Peder Oxe havde ogsaa oplyst, at Kongen af Danmark var i største Pengetrang og derved ude at Stand til Modværn[1]. Med denne Slags Rygter holdtes det nu gaaende en rum Tid.
Snart forsøgte Danmarks og Chursachsens fælles Fiender ogsaa at knytte Forbindelser med Sverige og neppe uden al Imødekommen fra Gustav Vasa. Denne havde i Virkeligheden neppe nogensinde været Danmark god. Til Frederik I havde han aldrig havt Tillid. I Grevefeiden havde han understøttet Christian III, fordi Situationen var saadan, at en anden Politik var umulig, men da man fra dansk Side ikke viste ham den Erkjendtlighed, hvorpaa han troede at have Krav, blev han atter mistroisk[2]. Det er endog sandsynligt, at han omkring 1539 og 1540 stod i hemmelige Underhandlinger med Christian IIIs Erkefiende, Pfalzgreve Frederik af Pfalz[3]. Kort efter troede Luther at maatte anvende sin moralske Indflydelse for at hindre en Krigs Udbrud mellem Nordens Konger[4]. Vel sluttedes nu i 1541, under Trykket af den fælles Fare fra Keiseren, det mærkelige Forlig i Brømsebro, der endog lignede en Union, og syntes at skulle knytte de tre nordiske Riger saa fast sammen, som Stater med forskjellige Regenter overhoved kunne forenes. Men allerede i den Aaret efter udbrudte Dakkefeide stod dette Forbund kun maadeligt sin Prøve, og efterhaanden viste det sig, at det kun existerede paa Papiret. Danske Forfattere og Adelsmænd, f. Ex. Kantsleren Johan
