skytter higede efter at styrte Churfyrsten af Sachsen, Peder Oxes nye Herskab længtes efter Danmark. August og Frederik II vare i deres Øine begge Usurpatorer, og dertil kom, at disse „Usurpatorer“ indbyrdes vare forenede ved de stærkeste Baand. Om den ene af disse to blev angreben, da var det givet, at han kunde paaregne en Støtte i den anden. De to Prætendentfamilier maatte derfor ligeledes blive selvskrevne Allierede, og deres nye Tjenere, begge landflygtige Mænd, drages til hinanden ved fælles Interesser. Men der var den Forskjel mellem Grumbach og Peder Oxe, at den første havde kastet alle Broer af, medens den anden endnu havde mægtige Venner baade i Udlandet[1] og blandt Adelen i sit eget Hjem. Hvad Peder Oxe helst vilde, har derfor vistnok ikke saameget været at styrte Frederik II, som at benytte sin Forbindelse med hans Fiender til at tiltvinge sig et Forlig med ham paa saa fordelagtige Vilkaar som muligt, Noget, der tilsidst lykkedes ham ligesaa fuldstændigt, som alle Grumbachs Forhaabninger bleve grundigt skuffede. Vi have allerede ovenfor nævnt, hvorledes Peder Oxe strax interesserede sig for Partiet mellem Frederik II og Renata, idet han herigjennem maatte eine en Udsigt til at kunne komme hjem igjen og det ret i Triumf.
Allerede i 1558 havde August af Sachsen Kundskab om, hvilke Planer der udrugedes i Lothringen mod ham og hans Svoger i Danmark. En Ridder Friedrich Speth berettede, at man haabede paa, at Lothringen, saasnart den fransk-spanske Krig var over, skulde faa mægtige Fyrsters Bistand; Frankrige havde allerede nu tænkt paa at „skjænke Christian III en Banket“, men var kun hindret derfra ved Nederlaget ved Gravelingen. Gjennem Peder Oxes mange og formaaende
- ↑ Endog Keiser Ferdinand I lod allerede i 1559 en Intercessionsskrivelse for Peder Oxe udgaa til Danmark, men uden Held.
