Meklenburg. Dels ved Arv, .dels ved indbringende Forleninger, men vistnok allermest ved sit store økonomiske Talent havde han erhvervet en meget stor Formue, som han, endnu ugift, for en stor Del anvendte til paa det Prægtigste at bebygge sin Hovedgaard Gisselfeld ved Nestved. Men i 1558 faldt han pludselig i Unaade, uden at man endnu ret kjender Grunden. Selv skriver Christian III til August af Sachsen, at Peder Oxe havde udsuget Bønderne i sine Forleninger og forhugget de kongelige Skove, men dette var jo ikke andet, end hvad saa mange andre Adelsmænd gjorde med ham, og kan altsaa kun være brugt som et Paaskud. At Kongen tilføier, at han „forøvrigt ogsaa paa andre Maader havde vist en strafværdig Opførsel“ gjør os ikke klogere[1]. Gram angiver i sin Fortale til Krags og Stephanius’s Verker om Christian III[2], at han havde fornærmet
- ↑ – – „dass er an dem Amten und Lehn, die er von uns gehabt, die Unterthanen gegen Gebuhr beschweret und mit Gehulz und andern viel uber den Bescheid gehandelt, und sonst strafbar erzeigt“ (Chr. III til August, Kolding 9 Nov. 1558 i Ausländ. Registr.).
- ↑ N. Cragii Annales &c. Hafn. 1737, Fol. Ad Lectorem, p. 80 sqq. E. M. Oettingers Omtale af denne Sag (i hans Gesch. d. Dänischen Hofes 1, 172 fgg.) tør vel kaldes noget af det Frækkeste, der forekommer i dette løgnagtige Verk. I „et gammelt dansk Manuskript“ (!), fortæller Oettinger, oplyses, at Peder Oxe engang havde rystet paa Hovedet ad Dronning Dorotheas falske Sang; dette skulde da gjennem dere Mellemled, saasom Hr. Jørgen Lykke, Johan Friis’s Frue, Hr. Eske Bilde og Rigsmarsken Rantzau, og med behørige Tilsætninger være kommet Dorothea for Øre og have opbragt hende til det Yderste. Forfatteren overser, at Kantsler Johan Friis altid var ugift; at Eske Bilde var død for flere Aar siden: og at nogen Rigsmarsk Rantzau ikke existerede. Saa dybt kan en Forfatter fornedre sig, der dog i sin Tid ved at udgive et udførligt Repertorium over historisk Literatur har vist hæderligere Tendentser. Og Oettingers danske Hofhistorie opføres i Sybels Zeitschrift som historisk Verk og citeres i Tydskland!
