med de Ord: „Pfaffe du musst sterben“. Dette var Signalet for de øvrige til at skyde paa Bispens Følge. Melchior Zobel selv og endel af hans Tjenere døde af sine Saar. Morderne flygtede ilsomt bort.
Den skrækkelige Begivenhed vakte naturligvis den høieste Opsigt, og den offentlige Mening udpegede strax og enstemmig Grumbach som den skjulte Ophavsmand til Mordet. Til hans Protester toges intet Hensyn, heller ikke hjalp det, at Kretzer paatog sig den hele Skyld og erklærede, at han havde dræbt Biskopen alene for at hevne en ham selv tilføiet Fornærmelse. Grumbachs Ulykker havde hidtil forskaffet ham en vis Medfølelse hos Mange, og havde han faaet Biskopen levende i sin Magt, da vilde dette utvivlsomt være bleven seet med en hemmelig Glæde af Nogle. Men hvad der nu var skeet, skadede ham uhyre. Baade han og hans Ven, Johan Frederik af Sachsen, forlode da for en Tid Tydskland og toge Tjeneste i Frankrige, der lige siden den schmalkaldiske Krig stedse havde begunstiget Ernestinerne.
Omtrent ved denne Tid stiftede Grumbach et Bekjendtskab med en af Danmarks betydeligste Personligheder, hvilket, fortsat gjennem flere Aar, kom til at afføde en Række Intriger og Praktiker. Han lærte at kjende Peder Oxe til Gisselfeld.
Denne Mand, født 1520 af en af Danmarks mægtigste Adelsslægter, var rigt begavet og havde faaet en lærd Opdragelse ved fremmede Universiteter. Allerede ganske ung havde han gjort sig gjældende baade mellem sine Standsfæller og ved Hoffet, var, kun lidt over 30 Aar, bleven Rigsraad, og var hyppig brugt i de ærefuldeste og anseeligste Sendelser. Han havde 1548 ledsaget prindsesse Anna til hendes Bryllup med August i Torgau og i 1557 paa Kongens Vegne staaet Fadder til hans Søsterdatter Sophie af
