Land til Land i det tydske Rige, og da Kongen og Rantzauerne i Holsten vægrede sig ved at udbetale Røveren 20,000 Guldgylden foruden alle Udaadens Omkostninger, Godtgjørelse for Fangens Underholdning osv., kom Balthasar Rantzau, trods alle Keiserens Poenalmandater og Achtserklæringer mod Waldenfels, aldrig mere paa fri Fod, ja hans Dødsaar blev aldrig sikkert bekjendt, saa at man kun slutter, at han er død 1547[1]. Ingen af de mange Forfattere, der have skrevet om Grumbach, have været opmærksomme paa denne interessante Parallel, men at Grumbach selv har været vel underrettet om sin Forgjængers Bedrift og maaske i dette Tilfælde netop heri seet et Forbillede, ligger efter vor Formening saare nær at antage.
Grumbach overdrog altsaa tre af de mest Forvovne blandt sine Staldbrødre, nemlig Christoph v. Redwitz, Dietrich Picht og Christoph Kretzer, tilligemed nogle flere, underordnede Redskaber, at bringe Bispen levende i hans Hænder. Thorsdag efter Paaske, 14de April 1558, kom 15 Ryttere og Knegte forklædte som Markedsgjæster til Würtzburg, og beredte sig til den følgende Morgen at udføre sit Forehavende. Man vidste, at Biskopen paa en bestemt Tid hver Formiddag, saasnart han havde afgjort sine Forretninger i sit Kancelli, pleiede at begive sig tilbage til sit Slot. Denne Tid valgtes til Udførelsen, og idet Melchior passerede Mainbroen, brød Rytterne pludselig frem fra en Port, rede med ærbødig Hilsen forbi Prælaten, men vendte strax igjen om. Kretzer tog en Bøsse frem, som han havde skjult under Kappen og skjød Biskopen gjennem det venstre Bryst
- ↑ Om denne Sag haves interessante Oplysninger af H. Behrmann, (Nachrichten über die Entführung des Bischofs Balthasar Rantzau u. s. w, i Archiv f. Staats- u. Kirchengeschichte d. Herzogthümer, hg. v. Michelsen und Asmussen. B. 2. Altona 1834, 8. S. 301–372.)
