fastslaaet Regelen: cujus regio, ejus religio. „Enhver Landsfyrste var Keiser i sit Territorium“, og Fyrsterne havde faktisk allerede opnaaet, hvad der legalt tilkjendtes dem i den westphalske Fred. Men en saadan indgribende Forandring i det tydske Riges Forfatning kunde ikke andet end være Adelen, fornemmelig Rigsridderskabet, yderst uvelkommen, thi denne selvraadige Stands Interesser forligtes ikke godt med en stærk Regjering. En adelig Opposition begyndte at danne sig, og for denne blev Grumbach den radikaleste Repræsentant. Hans Program blev Adelens Frigjørelse fra Landsfyrsternes Herredømme; Ridderskabet skulde kun staa under Keiseren, dets Besiddelser være i Formen rigsumiddelbare Len, i Virkeligheden frie Herskaber. Med andre Ord han vilde altsaa gjennemføre et Slags adeligt Demokrati, nivellere Fyrster og Ridderskab. Og han forenede adskillige af Betingelserne til at være de misfornøiede Standsfællers Partichef. Han besad Talent, Dristighed og et sjeldent Mesterskab i Intrigen. Den Behandling, som han selv havde lidt fra Biskopen af Würtzburgs og Hertugen af Brunsvigs Side, kunde endelig, skjønt idetmindste tildels selvforskyldt, fremstilles som et Martyrium; hans Skjæbne anføres som en Advarsel om de Overgreb, hvormed hele Adelen truedes af sine Landsherrer.
Trods den gjærende Misfornøielse mellem sine Standsfæller, kunde Grumbach dog ikke tænke paa at tilfredsstille sin Hevnlyst og fremme sine Planer uden gjennem Tilslutning til en Fyrste, der vilde lade sig inddrage i hans Interesser og lade sig bruge som hans Redskab. Hans skarpe Blik fandt imidlertid strax den rette Mand. Dette var Hertug Johan Frederik af den ernestinske Linje i Sachsen, i Historien kaldet „der Mittlere“ til Adskillelse dels fra hans mere bekjendte Fader, Protestantismens trofaste, men ulyk-
