kelige Forkjæmper mod Carl V, dels fra en yngre Broder, der ogsaa hed Johan Frederik. Under Churfyrst Johan Frederiks femaarige Fangenskab efter det skjæbnesvangre Slag ved Mühlberg vare dennes Lande og Churværdighed gaaede over til den yngre sachsiske (albertinske) Linje, til Hertug Moritz, og beherskedes nu siden hans Fald (1553) af den ovenfor tidtnævnte August, Christian IIIs Svigersøn. Ex-Churfyrsten havde ved sin Død, der indtraf samme Aar som hans listige Slægtning Moritz’s, kun efterladt sine Børn nogle faa Amter, Weimar, Jena, Gotha osv., hvilke disse nu regjerede i Forening, dog saaledes at Johan Frederik, som den ældste, var den egentlige Landsfyrste. Sem rimeligt kunde være, ønskede han, den fødte Arving til Churværdigheden, Intet høiere end at gjenvinde denne eg Faderens tabte Lande og var altsaa en selvskreven Fiende af Albertinerne. Johan Frederik d. M. var derhos en Mand af ringe Evner, lettroende, stivsindet, tilbøielig til i enhver ny politisk Begivenhed eller Kombination at øine Chancer for sine Ønskers Virkeliggjørelse. Hertugens Lidenskaber og Ærgjerrighed næredes af en rænkefuld og egennyttig Kantsler, Dr. Christian Brück, og han var af denne ligesom forberedt til at blive et Bytte for Grumbach.
Allerede i April 1557, kun faa Maaneder efter Markgrev Albrechts Død, var Grumbach allerede bleven en af Johan Frederiks Raader og havde ham snart fuldstændig i sin Magt. Den Maade, hvorpaa den landflygtige Ridder beherskede sin nye Herre, vidnede lige ufordelagtigt om den førstes Karakter og om den sidstes Forstand. Idet Grumbach forespeilede Hertugen først en Reisning af den tydske Adel, dernæst Kurværdigheden og tilsidst endnu større Erhvervelser, tog han ikke i Betænkning at styrke hans Tillid ved at benytte hans Overtro. Han bedaarede ham endog
