skoppen holdt ikke sine Løfter, og Forholdet blev derfor endnu uvenligere.
I den følgende Tid delte Grumbach fremdeles Markgrev Albrechts Kampe og Omvexlinger; han blev hans Statholder, fulgte ham paa de fleste af hans Tog, kjæmpede med ham ved Sievershausen og ledsagede ham paa Flugten efter denne Katastrofe. Han blev sin achtserklærede fyrstelige Ven tro. medens hans egne Godser inddroges og toges i Besiddelse af hans Fiender, Biskop Melchior og Hertug Henrik den Yngre af Brunsvig, og lod med Fortvivlelsens Energi intet Middel uforsøgt for at ophjælpe Albrechts og sine egne Affærer, indtil Markgreven døde 1557, kun 35 Aar gammel, som en ulykkelig og ødelagt Mand hos sin Svoger Markgrev Karl af Baden, den eneste, der endnu undte ham et Tilflugtssted.
Albrecht Alcibiades’s Død blev det kritiske Punkt i Grumbachs Liv. Hans Stilling var nu slettere end nogensinde; Alt, hvad han eiede, var borte, og han havde intet blivende Sted. Men han var en modig og hensynsløs Mand, der ikke lod Haabet falde om at gjenvinde, hvad der var ham berøvet, og om at mætte sin Hevntørst mod sine Fiender. Som sine Fiender ansaa han imidlertid ikke alene de Fyrster, som havde fornærmet og forfulgt ham, men, egentlig talt, hele Fyrstestanden i Tydskland overhovedet.
Og dette hans bitre Fiendskab til Fyrsterne var noget mere end en Enkeltmands afmægtige Harme eller Stampen mod Braadden. Det var virkelig en Følelse, der deltes af Mange. I hin Periode af Tydsklands Historie, der med Rette bærer Navn af den territoriale, var Fyrstemagten voxet paa Keisermagtens Bekostning i en mærkelig Grad. Ganske nylig havde denne Kjendsgjerning faaet et betegnende Udtryk ved den Maade, hvorpaa Augsburgerfreden afgjorde Religionsspørgsmaalet: man havde
