gang at optage Underhandlingen, men hertil havde denne ikke Bemyndigelse. Hertugen af Lothringen erklærede uforbeholdent, at Skylden for, at det Hele gik istaa, ikke var hans, men alene Moderens, „die das Regiment hatte“. Mellem Undersaatterne i Lothringen var, forsikrer Grev Günther, Stemningen meget uvenlig mod Christine, fordi hun havde spillet en saa tvetydig Rolle mod Danmark; man ønskede at se hende fjernet fra Regjeringen og lyttede til Rygter om, at Kongen af Danmark hvervede Tropper for at gjøre Indfald i Lothringen og herje Landet for at faa Hevn. Den stakkels Renata havde i længere Tid været syg af Blegsot, hvilket var bleven hendes Beiler, Kong Frederik, forebragt, ja der var endog Tale om at anføre dette Faktum som en ostensibel Grund til at afbryde Frieriet (!). Nu var hun dog kommen sig, og Grev Günther ender derfor sin Indberetning med den Oplysning, at, hvis intet Andet var kommet i Veien, havde Kongen ikke behøvet at nære nogen Betænkelighed med Hensyn til hendes Helbredsforfatning[1].
Endnu en Gang (1565) forsøgte Henrik Rantzau at optage den nu niaarsgamle Tanke om at se sin Herre gift med Renata, og stod i den Anledning atter i Forbindelse med sin gamle Bekjendt, Greven af Aremberg. Men da han meldte det til Frederik II, fandt hans Forslag ingen Anklang hos denne. Tre Aar derefter (1568) blev Renata Hertug Vilhelm af Bayerns Gemalinde. Søsteren Dorothea blev 1575, allerede mere end 30 Aar gammel, gift med Hertug Erik den Yngre af Brunsvig.
- ↑ „Das Fraulein ist ihrer bleichen Farbe etwas erledigt und nicht mehr so gar bleich, als zuvor. Und do es sonst E. K. M. Gelegenheit gewesen, hatten sie sich vor solcher ihrer Krankheit nicht scheuen durfen, denn es eine gemeine Seuche ist unter den jungen Meidelein, dass sie zu Zeiten etwas bleich werden, aber bald wieder gesund.“
