tøi. Morgengaven vilde Frederik forbeholde sig selv at skjænke hende „gebührlich und unverweislich“. Tilsidst skulde Hertuginden og hendes Søster Pfalzgrevinden gjøre fuldstændigt og endeligt Afkald paa enhver Fordring, de som Kongedøtre af Danmark formente sig at besidde. Dette Afkald skulde garanteres af Keiseren, Kongerne af Frankrige og Spanien samt af den unge Hertug af Lothringen. Tilsidst skulde det bero paa Kong Frederik, hvorvidt Sverige, til hvilket Rige Christiern IIs Døtre naturligvis ogsaa kunde gjøre Fordringer, skulde være indbegrebet i dette Forlig. En Tidlang forhandledes nu om et personligt Møder mellem Enkehertuginden og Frederik II. Den sidste vilde ikke begive sig til de spanske Nederlande og foreslog Oldenburg til Mødested. Dette vilde igjen ikke Hertuginden. Kongens Sendebud havde nu Lov til at nævne Münster; dette forekom Christine antageligere, men hun vilde dog, idet hun paaberaabte sig „die fürstlichen, fraulichen Geschlechts-Privilegien“ med Hensyn til Reiser, stemme for Heidelberg, Churfyrsten af Pfalz’s Residentsstad. I Virkeligheden søgte hun kun at trække Tiden ud og levede fremdeles i Forhaabninger om at indtage Danmark med Vaaben, Illusioner, hvortil hun med hvert Aar mere og mere hengav sig. Foruden ved sine øvrige Titler til Milano og Lothringen kaldte hun sig nu „von Gottes Gn. zu Dänemark, Schweden, Norwegen, d. Wenden u. Gothen geborne Königin, Herzogin zu Schleswig, Holstein &c.“ og vilde ikke titulere Frederik anderledes end som „Herzog zu Schleswig &c., geboren aus königl. Stamm zu Dänemark“. Hun indtog i det Hele en Holdning, der tilsidst gjorde endog Henrik Rantzau kjed af det Hele. Han kaldte hende nu (Brev af 21 August 1562) „eine teutsche und dänische Italienerinne“ og fandt, at Kongen for sin Værdigheds Skyld, saasom Forhandlingerne nu vare
