men i Besiddelse af disse Riger, var „weiter als Menschen gedenken, nicht zu erfinden“. Han kunde derfor ikke indrømme, at Hertuginden besad Arveret til hans Riger. Dernæst skulde man, naar Talen blev om et Ægteskab med Renata, undgaa, om muligt, Spørgsmaalet om hendes Religionsøvelse. Men fremkom der i dette Punkt bestemte Paastande fra Lothringens Side, da skulde der gives efter[1]. Med Hensyn til Brudeskatten, da skulde, hvad der vilde tilkomme Kongen med Renata, likvideres i, hvad der fra Danmark skyldtes Christiern IIs Døtre. Renatas Livgeding skalde blive det samme, som i sin Tid hendes Oldemoder, Kong Hans’s Dronning, Christina af Sachsen, havde faaet, nemlig Staden Odense, Amtet Næsbyhoved, Øen Langeland og Rugaard, og hvad mere den nævnte Dronning havde besiddet, Intet undtaget. Hertuginden vilde maaske ønske sin Datters Livgeding udlagt i Hertugdømmerne, men herimod stillede sig Vanskeligheder, saalænge den kongelige Andel af disse endnu ikke var udskiftet mellem Frederik og hans Broder Hans den Yngre; saasnart derimod den Sag var ordnet, skulde et Slot i Holsten og en Del af Ditmarsken kunne træde i Stedet for de tilbudte danske Len. Skulde Spørgsmaal reises om Livgedingets Indtægter, da kunde disse anslaaes æra 10,000 til 15,000 Daler om Aaret. I Tilfælde af, at Renata skulde overleve Frederik og indgaa nyt Ægteskab, forbeholdt Danmark sig Ret til at udløse hendes Livgeding med en Sum af 100,000 Daler engang for alle. Skulde Renata dø. som Dronning af Danmark uden Livsarvinger, skulde hendes Slægt Intet have at fordre, uden hvad hun havde medbragt til Riget af Klenodier, smykker og Sølv-
- ↑ „Do darauf auf das aüsserste gedrungen, so konnen wir doch gedulden, dass wir das Fraülein zu dem, das sie Gewissens halber nicht eingehen konnt oder wollt, nicht nöthigen wollten“.
