I Aaret 1562 bleve Forhandlingerne om Ægteskabet
med Renata for sidste Gang optagne, og denne Gang maaske
med større Iver og Alvor end nogensinde før. Spændingen
med Sverige var nu ogsaa saadan, at en Krig mellem
de to unge Fættere paa Nordens Throner neppe kunde
udeblive. Til den danske Konges Fordring paa de tre Kroner
eller, vistnok rettere sagt, hans ærgjerrige Drømme om
at gjenoprette Calmarunionen var ogsaa kommet det store
baltiske Spørgsmaal; Sverige havde annekteret Esthland,
Danmark kjøbt Øsel osv. og deraf dannet en Vasalstat for
Frederiks Broder Magnus, Polen og Rusland grebe ogsaa oftere
Andel i de herreløse Lande om den rigaiske Bugt.
Fælles Farer, som snart skulle nærmere omtales, begyndte
at true baade Danmark og det albertinske Hus i Sachsen.
Der var al Opfordring til at faa Forholdet til Christiern
IIs Døtre opgjort. Underhandlingerne med Lothringen dreves
nu fra dansk Side dels ved den bekjendte Grev Günther
af Schwartzburg, der var kommen i intimt Forhold til
Frederik og snart til liden Raade skulde blive hans Overfeltherre
i Syvaarskrigens første Aar, dels ogsaa gjennem et
mere underordnet Redskab, Poul v. Sara.
Den Instruktion, som Frederik medgav sine Underhandlere, gik ud paa, at der først skulde forestilles Hertuginden, at Danmark og Norge begge vare Valgriger; de havde været det længe, og de vare det nu saa meget mere, „weil eins dem andern einverleibt“. At en Kvinde ved Arv var kom-
ihnen leichtlich die Vertrostung Ursach zu Widderung und Abfall geben.“ I 1561 opdagedes imidlertid, at en Ditmarsker, Tede Evekens fra Lunden, var indviklet i de lothringske Praktiker, hvorfor H. Rantzau (28 Jan. 1561) skriver til Hertug Adolf med Bøn om at gribe ham og lade ham pinlig forhøre. Dette skede dog neppe, thi af et nyt Brev til Kongen fra Rantzau (15 Mai 1561) erfares, at T. Evekens nu havde været i Lothringen og der „praktiseret“ meget.
