Sachsen interesserede sig for at se det fremmet og lod oversende sin Broder Marias Portræt. Et dansk Gesandtskab sendtes ogsaa virkelig til Frankrige 1561 for at frie til Maria[1]. I 1562 kunde Rantzau fortælle om, at Skotterne fremdeles ønskede at se Frederik som Marias Husbond („den Schotten hanget das Hertz sehr naeh Dänemarken“), skjønt han rigtignok samtidig oplyser, at Vilhelm af Oranien havde liden Tro til dette og fornemmelig lagde Vegt paa, at Maria stod under Indflydelse af sine Onkler, de ivrig-katholske Guiser i Frankrige. I 1564 var atter Tingen paa Tale; nu var et skotsk Gesandtskab i Danmark, og Frederik skriver til Churfyrsten af Sachsen, at han nok mente at kunne blive Dronningen af Skotlands Mand, om han ønskede det[2].
Men den gamle Tanke om det lothringske Giftermaal var endnu ikke død. Paa den Tid, den sidst var gaaet istaa, i Begyndelsen af 1560, havde der været paatænkt at sætte Christine paa en ganske eiendommelig Prøve for at erfare, hvad hun førte i sit Skjold. Man tænkte nemlig paa at sende hende en Skrivelse i de nys undertvungne Ditmarskeres Navn med Opfordring til at befri dem fra det dansk-holstenske Aag. Laante nu Hertuginden Øre til denne Opfordring, da kunde hendes sande Hensigter ikke være tvivlsomme. Men dette blev dog ikke fundet raadeligt[3].
- ↑ Archives de la maison d’Orange-Nassau, l. c.
- ↑ Frederik II til August, Kbhvn. 16 Juni 1564: „– dass, so wir Lust zur Heirat haben, wir vielleicht dessen daselbst wohl gewähret werden möchten.“
- ↑ Frederik II til H. Rantzau (Randers 31 Marts 1560): „Dass aber Schreiben in der Ditmarschen Namen an die Herzogin v. Lothringen um ferner Hülf zu belangen, ausgehen zu lassen, achten wir nicht für rathsam, der Bauern was in den Mund zu geben, sonderlich in itzige bewussten Gelegenheit; dieweil es auch mobile vulgus, konnten
