hende, som det gik Philip II med Maria af England, at de ikke fik Børn, og at altsaa Foreningen igjen bortfaldt o. s. v. Rantzaus Forslag gaar da ud paa, at Frederik bør skynde sig, thi „die Braut wird nicht lange ohne Brautigam sein“, og Hertuginden af Lothringen vil ganske vist anvende sine Kunster for at opholde Frederik, indtil Maria Stuart vel er gift med en Anden. I ethvert Fald burde derfor Kongen gjøre Maria Stuart et Tilbud, da man ei kunde være vis paa Lothringen. Hvad Keiserkronen angaar, da erindrede nok Kongen, hvad der om den Ting var talt i Neumünster. Skulde der komme Budskab om Keiser Ferdinands Død, burde Frederik ved Dag og Nat ile til Frankfurt, og imidlertid maatte man strax betænke, ved hvilke Midler Churfyrsterne kunde vindes; de geistlige kunde maaske paavirkes af Frankrige. Paa den Maade skulde Frederik opnaa sit Ønske, at faa en stor Plads i Historien (!)[1].
At disse om en Alberonis flygtige Kombinationer mindende Planer til at opnaa Noget for Frederik ved Keiservalget døde i Fødselen, er overflødigt at tilføie. Maximilian af Østerrige valgtes 1562 til romersk Konge, trods Frankriges Modbestræbelser og Philip IIs Forsøg paa at trænge igjennem som Kandidat. Heller ikke kom Ægteskabsplanen med Maria Stuart til at spille nogen synderlig Rolle, skjønt det endog fortælles, at man i 1561 fra skotsk Side skal have tilbudt Frederik dette Parti[2], og Kongens Søster, Anna af
- ↑ „Und alsdann kumen E. K. Maj. gross genug. in die Chronika, als E. K. M. doch begehret.“
- ↑ H. Rantzau til Fr. II, Segeberg 12 Sept. 1561. Rantzau var da just hjemkommen fra Sachsen, hvor han paa sin Herres Vegne havde overværet Prindsesse Annas, Churfyrst Moritz’s Datters, Bryllup med Vilhelm den Tause af Oranien. Det heder her: „Der Churfürst hat mir vormeldet, er wusste gewiss, dass die Königin v. Schottland E. K. M. angeboten, und E. K. M. hatte dasselbige ausgeschlagen.“
