nye Chaucer aabnede for fyrstelige Beilere. Efterretninger om store Begivenheder naaede i hine Dage senere frem, end nu, og Rantzau melder Helligtrekongersdag Dødsfaldet til sin Konge som en Nyhed. Han foreslaar selvfølgelig strax Frederik at tænke paa Maria Stuart, der antages snart at skulle vende tilbage til sit Arveland, Skotland. Dette Giftermaal finder han fortræffeligt for det Tilfælde, at Hertuginden af Lothringen skulde forstaa at knytte nok et Svogerskab med Frankrige, nemlig mellem den tiaarige Carl IX og en af sine Døtre, men han mener dog, at Faren fra Frankrige nu ei kan være stor, da Religionsstridighederne i dette Land ville hindre krigerske Foretagender. I den nærmest følgende Tid blive Rantzaus Planer for sin Konges Fremtid alt mere og mere høitflyvende. Han lader ham endog skimte Keiserkronen, om hvilken ogsaa Frederik selv havde vovet at drømme. Virkelig raadede ved denne Tid nogen Misfornøielse hos Churfyrsterne med det hamburgske Hus eg Utilbøielighed til at føie Ferdinand den I i at vælge hans Søn Maximilian til hans Eftermand. Herpaa byggede da Rantzau Forhaabninger og bestyrkedes i disse ved sine Samtaler med den franske Gesandt, Philip, Rhingreve af Salm, der i 1561 var kommen til Danmark[1] for at takke for en Gratulation, som Frederik II havde ladet overbringe Carl IX. Rhingreven lod falde Ord om, at Frederik, hvis han blev Maria Stuarts Mand, maatte have gode Udsigter ved Keiservalget; Kongen af Frankrige vilde vist gjerne unde ham Kronen og vilde kunne øve megen Indflydelse til hans Fordel hos de geistlige Churfyrster o. s. v. Rantzau hørte dette med hemmelig Glæde, men „for at skjule sine Tanker“ gjorde han den Modbemærkning, at han havde hørt, at Maria Stuart ikke var smuk, at det var besværligt for Kongen at udsætte sig for Krige, at det kunde gaa med
- ↑ Smnlgn. Archives de la maison d’Orange-Nassau, 1, 109 flg.
