melig hos hende i tre Uger. Hvad disse havde forhandlet, er ikke vanskeligt at gjette. Imidlertid har man fra en samtidig Forfatter, Maria Stuarts bekjendte Tjener, Melvil, en Notits angaaende denne Sag, der dog viser, at man en Tid tiltroede Christine alvorlige Hensigter. Det heder nemlig i Melvils Memoirer, at Hertuginden af Lothringen (omtrent ved 1560) afslog et Frieri fra pfalzgreve Casimir, den regjerende Churfyrstes anden Søn, men derimod gav ham Anslag paa sin yngre Datter, fordi hun havde bestemt den ældre for Frederik af Danmark[1]. Og det berettes ogsaa, at den Mand, om hvis Handeler vi snart udførligere skulle tale, den landflygtige danske Magnat Peder Oxe til Gisselfeld, som dengang netop nylig var traadt i Christines Tjeneste, ivrigen arbeidede for Giftermaalet i Begyndelsen af 1560, selvfølgelig i den Tanke herigjennem at opnaa Forsoning med sin Konge og Gjenindsættelse i sine Eiendomme og Embeder[2].
Men skjønt Henrik Rantzau i Februar 1560 fremdeles udtaler sit Haab om gunstigt Svar, opnaaedes dog et Resultat ligesaalidt denne Gang, som den forrige. Og den 3 December 1560 indtraf atter et af de i disse Aar saa paafaldende hyppige Thronskifter og kongelige Dødsfald[3], idet Frants II af Frankrige bortkaldtes i en Alder af sexten Aar, efterladende en attenaarig Enke, der var født Dronning af Skotland. Maria Stuarts Haand var altsaa ledig og dermed
- ↑ Memoires de Melvil, trad. de l’Anglais, Edimbourg 1745, 1, 94–96. Mærkelig nok har dette Sted, i saa lang Tid det eneste, hvor Christines Planer angaaende dette Ægteskab have været omtalte paa Tryk, undgaaet Werlauffs Opmærksomhed.
- ↑ Fr. Ortloff, Gesehichte der Grumbachischen Händel, Jena 1868–69, 1, 210.
- ↑ I 1558–1560 döde Carl V, Maria af England, Christian III, Henrik II, Gustav Vasa, Pave Paul IV og Frants II.
