sønnen af hendes Faders Dødsfiende, eller opofre denne Plan for det usikre Haab om med Vaabenmagt at fordrive fra Danmark den Linje af hendes Fædrenehus, som hun i sit Hjerte hadede. En høitstaaende Fortrolig, Greven af Bossu, tilraadede hende bestemt til at vælge det første Alternativ. „Han meddelte hende den 1 November 1559, at „einer von Adel und Doctor und Diener des Konigs zu Danemark“ var kommen til ham efter Ordre fra „des Koniges Rathe“, havde fortalt, at Partiet ønskedes af „Rigsraadet og i Almindelighed af alle Herrer og Folk i Kongeriget“, og spurgt, om et formeligt Gesandtskab i sagens Anledning vilde være Hertuginden velkomment. Han fortsætter: I Sandhed, Frue, mig synes, at ifald det ikke sker ved en saadan Leilighed, som dette er, til et godt Ægteskab, da skulle I og Eders aldrig mere komme tilbage til det Kongerige, hvorfra de ere komne, thi den Plan, at opnaa dette med Magt ved Hjelp af Eders mægtige Slægt, tror jeg ikke længere lader sig udføre eller iværksætte. Jeg beder Eders Naade ydmyget at optage mig dette paa det Bedste[1]. Christine svarede imidlertid sin „cousin“, Monsieur de Bossu, fra Nancy den 21 November, at hun endnu ikke kunde give noget bestemt Svar, og at Afgjørelsen ikke beroede paa hende alene. Det samme Svar lik Bossu ogsaa nogle Dage senere fra en Monsieur de Montbordon, og den 1 Januar 1560 gjentoges i Brev fra Hertuginden selv, fremdeles til Bossu, den samme svævende Besked. I December 1559 kom Henrik Rantzau, der fremdeles opholdt sig i Nederlandene, underveir med, at Hertuginde Christine i August s. A. under sit Besøg i Antwerpen havde modtaget Besøg af den gamle Intrigant og Eventyrer Grev Christopher af Oldenburg, der havde opholdt sig hem-
- ↑ Afskr. i Voss’s Exc.
