aus allerley vormerke“, nu alvorlig ud paa at faa sin Datter gift til Danmark[1].
Ogsaa en af Churfyrst Augusts diplomatiske Agenter, Hubert Languet, hvis Breve danne saa interessante Bidrag til Tidens Historie, havde i 1559 skrevet til sin Herres Kantsler, Ulrich Mordeisen (der samme Aar overvar Frederik II Kroning), at han maatte anse et Parti mellem Frederik og Renata som saare ønskeligt for Danmark, siden hun var meget smuk og mange Vanskeligheder vilde bortfalde gjennem en saadan Forbindelse med det østerrigske Hus. Han mente, at Hertuginden, skjønt hun ikke var det regjerende danske Kongehus god, nok skulde give sit Samtykke, „da hos saadanne Personer Ærgjerrighed gaar for Alt.“ Derfor tilraadede han, at Forhandlinger indlededes, „enten for Alvor eller paa Skrømt“, thi selv om Intet opnaaedes, vilde dog Tiden gaa hen og mulige Anslag idetmindste for en Tid blive udsatte[2]. Disse Raad ere utvivlsomt ikke blevne Frederik II ubekjendte, og det er saaledes meget muligt, at Henrik Rantzaus Reise netop er bleven fremkaldt derved.
Christine af Lothringen har udentvivl paa denne Tid været stærkt i Tvivl, hvad enten hun skulde beslutte sig til at gjøre Alvor af en Ægteskabsforbindelse, hvorved hendes Datter vilde blive Dronning af Danmark ved at ægte Sønne-
- ↑ Som et Exempel blandt de mange paa den utvungne Maade, hvorpaa Rantzau skriver til Frederik II, kan her anføres nogle Linjer af det samme Brev, der her er vor Kilde: „Nicht weit von hier ist eine See, die ist die Sudersee genannt, darauf sein zwo Mönche mit Kopluden gefaren; do ist enhver Unwidder geworden, dass die(!) eine Mönch hat ein Kind gekriegt, und wahrlich ich bin dar ock thom Dele auer gefahren mit groter Liebesfar und, wo et my so lese geseten were, als deme Munke, ich hedde ock wol ein Kind bekamen.“
- ↑ Epistolae Langueti ad Mordisium, lib. 2, Ep. 7. Ryge, Peder Oxes Liv og Levnet, S. 172.
