Tid havde opført sig slet mod sin fødte Konge, Edvard VI, ikke vare gode at komme af det med, at Philip II havde forvænnet dem med kostbare Gaver, som det ei var Frederiks Leilighed at kunne byde dem o. s. v. Det engelske Giftermaal vilde han ikke hjelpe ham stort imod de Burgundiske og Frankrige, da disse ufeilbarlig vilde ophidse Sverige mod Danmark og skaffe dette og Hertugdømmerne mere end nok at bestille[1].
Ikkedestomindre findes (Tiden kan ikke med Nøiagtighed angives[2]) Spor til, at Frederik kort efter har havt Sendebud i England for at undersøge, om der her kunde være noget Haab. Henrik Rantzau skriver nemlig om, at han ved Roskilde har truffet en „Caspar Botte“, som kom fra England, og at han har brudt de herfra til Kong Frederik ankomne Breve. Disse vare forbeholdne; Rantzau skriver, at Dronningen vil ikke „sich blodt geuen oder sich gegen Johan Munster etwas vornehmen lassen“; „ich glaube eigentlich, hätte man austrucklich gefordert, man hätte etwas erlanget“ o. s. v.
- ↑ Rantzau til F. II, Segeberg 24 Nov. 1559.
- ↑ Voss henfører det i sine Excerpter til „1559 eller 1560.“
Hans Undervisning synes at have været forsømt. (Dansk hist. Tidsskr. 2 B., 3, 245 fg.]. Tydsk var vistnok hans egentlige Modersmaal, eller ogsaa brugte han vel en Blanding af Tydsk og Dansk. I 1558 havde han spurgt A. v. Molen, om Renata af Lothringen forstod Tydsk, men denne gav det undvigende Svar, at hun talte godt Fransk, Spansk og Nederlandsk. Var Forbindelsen med Renata kommen istand, vilde vel Plattydsk være blevet det høie Pairs første Konversationssprog. Som en Prøve paa Frederiks Stil kan her anføres en egenhændig Tilskrift af ham paa et af Kancelliet udfærdiget Brev (af 5 Mai 1571) til hans Farbroder Hertug Hans den Ældre, hvorpaa min Ven, Archivsekretair Matthiessen i Kjøbenhavn, i sin Tid har gjort mig opmærksom „Keyre gammel Hans ich bitte dych alsse meyn gammel stalbroder, du wijlt mich dysse resse nich abschalgen, ich wijlss wijdder wndt mitt hutt und har wijdder fur dynnen.“
