Samtidig synes ogsaa Axel Thomesen Wiffert at have været sendt til England i lignende Ærinde.
Mere kjende vi derimod til Rantzaus fortsatte Anstrængelser for at gjenoptage Forhandlingerne om det lothringske Parti. Efter Fredsslutningen i Chateau Cambresis, til hvis Fremme Hertuginde Christine synes at have bidraget af al Magt, havde der en Tid været Tale om, at denne Fyrstinde skulde have erholdt statholderskabet over de nederlandske Provindser, og Vilhelm af Oranien skal have arbeidet for hende, da han paa den Tid selv ønskede at ægte en af hendes Døtre[1]. Udfaldet blev imidlertid, som bekjendt, at Kong Philips Halvsøster, Margareta af Parma, ansattes som Statholderinde. Christine fik dog store kongelige Gaver og Naadesbevisninger af sin Fætter og begav sig derpaa til Lothringen, hvor hun nu, i god Forstaaelse med Frankrige, atter udøvede sin gamle Indflydelse“ over Sønnen og paa Landets Styrelse og fremdeles vedligeholdt stadige Forbindelser med Nederlandene.
Den 10 December 1559 kunde Rantzau fra Zwolle fortælle sin Konge adskilligt om de nye Underhandlinger, som han – nu som før konfidentielt – havde ført med den tidligere nævnte Greve af Aremberg. Han havde besøgt denne i Wylichs i Utrecht og der med sit Følge fundet den varmeste og forbindtligste Modtagelse; „man hätte E. K. Maj. kaum besser tractiren können.“ Rantzau angav at være paa en Reise i egne Forretninger til Antwerpen og blot at ville hilse paa Greven for gammelt Bekjendtskabs Skyld Samtalen lededes efterhaanden hen paa den gamle Tanke. Aremberg roste Prindsesse Renatas Skjønhed paa
- ↑ „Intelligebat apud socrum gubernationis titulum, penes se vim futuram.“ (Strada.)
