II var det engelske Giftermaal paatænkt. Churfyrst August tilraadede ivrig sin Svoger at bestræbe sig for at vinde Elisabeth[1]. Denne Forbindelse vilde efter hans Mening mere end noget andet Middel kunne befri Danmark for alle Farer fra Lothringen. Disse kunde ellers være store. I 1558 var den unge Hertug Carl, Christines Sen, bleven gift med en Datter af Henrik II af Frankrige, og efter Freden i Chateau Cambresis 1559 havde Philip II ægtet en anden af de franske Prindsesser. Lothringens Fyrste var altsaa besvogret baade med Spanien og Frankrige, og disse to Magter vare nu i indbyrdes venskabeligt Forhold. Den nye Konge af Frankrige, Frants II, var gjennem sin Dronning, Maria Stuart, tillige Konge af Skotland. Mod saa mægtige Fiender kunde en Forening med England byde et kraftigt Værn. Men Frederik forstod enten ikke ret Situationen, eller han var af anden Grund utilbøielig til at lytte til Augusts Raad. Han svarede ham, at ihvorvel England var et prægtigt Rige, var det dog vanskeligt for en fremmed Herre at begive sig did; han havde ingen Tanke derpaa. Henrik Rantzau fraraadede ogsaa sin Herre de engelske Planer. Som Grund anfører han, charakteristisk nok, først, at Frederik ikke forstod det engelske Sprog[2], at Engelskmændene, som i sin
- ↑ Gustav Droysen: Aus den dänischen Büchern (Arch. f. Sachs. Gesch. 2, 360 fg., hvor Uddragene af de benyttede Papirer dog mangle Datering.)
- ↑ Sprogkundskab og overhoved Lærdom var ikke Frederik IIs Sag.
fra Elfsborg for at hænge hende, men havde vondt om formedelst Modvind; det heder videre: „Serenitatis tuae opes non ambio nec regna, sed solam personam T. S., prae omnibus mihi dilectissimam.“ Aaret iforveien skriver (28 Juni 1560) Fr. II til August af Sachsen: „Wir mugen aber nicht glauben, dass die Schweden die Königin zu England mit Gewalt rauben werden. Es wäre dann, dass die Königin connivirte. So halten wir doch, dass sie England nicht verlassen und es in Schweden verwechseln sollte.“
