deren Christine opholdt sig med Datteren paa Besøg hos sin ældre Søster Dorothea. Men heraf blev Intet. Christian III, der i sin hele Regjeringstid, ja lige siden han blev voxen, havde været plaget af de mange Ubehageligheder, som den uopgjorte Tvist med Christiern II og hans Familie voldte, ønskede gjerne inden sin Død at se denne Sag ordnet og var derfor temmelig tilbøielig til at følge Henrik Rantzaus Raad. „Es wäre (skriver han efter Sønnens Hjemkomst i Paaskeugen 1558) so es Gott versehen, nicht ungelegen durch solch Mittel beständigen Frieden nach so viel beschwerlichen Wiederungen, als uns und unsern Reichen, Landen und Leuten lange Jahr hero aus den Orten erregt, zu erschaffen“. Men, heder det endvidere i denne Skrivelse til Churfyrsten: „Weil wir erspuren, dass die bewusste Heirath von Gott nicht ersehen, und dass unser geliebter Sohn darzu nicht Neigung hat, haben wir ihm vaterlich heimgestellt in den Sachen zu thun und zu lassen.“
Endmere bestemt paa at lade den hele Sag falde maatte Christian dog blive, da han mærkede, at den snedige Enkehertnginde og hendes mægtige Venner ikke mente mere med sine forbindtlige Ytringer og Tilbud, end at de nok hellere vilde angribe Danmark med Vaabenmagt, om dertil var Anledning[1]. Et Gesandtskab fra det med Spanien matrimonialt forenede England ankom til Kjøbenhavn i April, men til Kongens store Forundring hørtes ikke et Ord om Ægteskabsplanen. I Mai dukkede endog nye Rygter frem om forestaaende Krigsrustninger, (eller som det i Tidens Sprog
- ↑ „Wenn man nicht besser hat wollen fortfahren, denn wie noch geschieht, hätten wir lieber gesehen, dass wir mit dem Handel verschont wären blieben. Und scheint, als werde nach des Krieges Unglücke und Glücke gehandelt.“ (Chr. III til Rantzau, 18 Marts 1558).
