gjerne kaldtes „Praktiker“) i Lothringen mod Danmark. Ud paa Høsten døde ogsaa Grev van Beveren, gjennem hvem Underhandlingerne med Henrik Rantzau havde været drevne[1].
Medens den omtalte Plan foreløbig bortfaldt, vare, som man af Registranterne erfarer, andre Giftermaalsprojekter for Frederik paa Tale. Churfyrst Joachim II (Hector) af Brandenburg, Christian IIIs temmelig nære Slægtning og hans personlige Bekjendt fra Ungdommen, havde tilkjendegivet, at han kunde have Lyst til at se en Datter som dansk Dronning. Der havde ogsaa været Tale om, at Frederik paa Hjemveien fra Dresden skulde gjæste Berlin, men Christian III havde paalagt sin Søn i saa Tilfælde at give undvigende Svar paa Joachims Forslag. Et Projekt om en polsk Prindsesse, rimeligvis Anna eller Catharina Jagellonica, var bragt paa Bane af Christian IIIs Svoger Albrecht af Preussen, men blev strax ligefrem afvist. Derimod var Tanken om det keiserlige Svogerskab atter oppe i October 1558. Kongens Ytringer herom til sin Svigersøn i Dresden ere ret interessante, da de vise den afgjorte Skræk, som den ivrige Protestant Christian maatte føle for en katholsk Sønnekone[2]. Renata af Lothringen var jo dog ogsaa katholsk, uden at der med Hensyn til hende havde været religiøse Skrupler.
- ↑ At han allerede var død i August 1558, sees af et Brev fra H. Rantzau. Vagenaar (Vaderl. Historie 6, 35–36) angiver hans Død ubestemt til „omtrent deezen tyd 1559“ og tilføier, at denne Herre, trods sin fornemme Stilling og skjønt ugift, var saa fattig, „dat zyn boedel met den voet gestooten.“
- ↑ Kongen skriver til August (Kolding 25 Oct. 1558), at Keiseren udentvivl vil forlange, at hans Datter fik egen Gudstjeneste, „abgöttische, papistische Messe und Predigt gegen Gottes Wort und unser Gewissen, das uns hoch beschwerlich, ungeacht ob solches Greuel in der Kammer und nicht öffentlich gebraucht und geübt werden sollte.“
