Alt, hvad der stod i hans Magt, for at sætte sine Fordringer igjennem, kan vel neppe omtvivles, men han døde allerede i Begyndelsen af det følgende Aar, hvorved det Hele bortfaldt. Heller ikke kjendes efter den Tid noget særlig fra Dorotheas Side udgaaet Forsøg mod Nordens Riger, og hun kan fra nu af næsten betragtes som ude af vor Historie. Hun døde først 1580.
Større Interesse for sit Fødeland og for sine formente Fordringer paa Faderens tabte Riger nærede den virksommere og dristigere Christine, der desuden havde tre Børn, hvis Fremtidsudsigter maatte ligge hende paa Hjerte. Hun befandt sig nu i Brüssel hos Philip II, der strax efter Faderens Thronfrasigelse var kommen i en Krig med Henrik II af Frankrige, hvem Pave Paul IV havde ophidset til at fornye Fordringerne paa Neapel. Til sin kjødelige Fætter Philip, som lige indtil efter Freden i Chateau Cambresis holdt Hof i Nederlandene, stod hun i det bedste Forhold, ja Philip skal endog i tidligere Dage have ønsket at ægte hende, om Faderen, der fandt Partiet med en anden Frænke, Dronning Maria af England, fordelagtigere, havde tilladt det[1]. I 1556 gjorde ogsaa Hertug Adolf af Holsten-Gottorp, Christian IIIs berømteste Broder, der længe havde tjent i habsburgsk Sold, et Besøg i Brüssel, ledsaget, som det synes, af Hovedet for Holstens Adel, Veteranen Hr. Johan Rantzau. Denne sidste knyttede her en Forbindelse med en nederlandsk Magnat, Grev
- ↑ Gram i Kbh. Vidensk. Selsk. Skr. V.
