Rygter gik den største Del af Aaret 1545 hen, uden at der dog kom noget Alvorligt ud deraf. Maaske har den Kraft, som Christian IIIs Forbundne, Fyrsterne i det schmalkaldiske Forbund, i samme Aar udviklede, idet de toge Henrik den Yngre af Brunsvig tilfange[1], bidraget til at indjage Pfalzgreven Frygt, ligesom Hertug Frants af Lothringens Dødsfald i samme Sommer utvivlsomt har hindret hans Enke fra for det første at tænke videre paa Nordens Anliggender.
I de følgende Aar vedblev Spændingen, og Christian III var vel vidende om, at Pfalz og Lothringen ikke manglede Vilje til at skade ham. Imidlertid var hans Forhold til Keiseren, efterat han havde siddet stille i de stormfulde Aar 1546–1547, udentvivl blevet indtil en vis Grad venskabeligt, Pfalzgreve Frederik, nu forlængst Churfyrste, var gaaet over til Protestantismen og derved fjernet fra Habsburgerne, og han var derhos nu stærkt tilaars (født 1483 og 37 Aar ældre end sin Hustru) og endelig barnløs, saa at han manglede enhver Opfordring til at vove Noget paa Foretagender, hvortil den beleilige Tid egentlig forlængst var forbi, og hvis Udfald i alle Til-
- ↑ Henrik den Yngre, Morbroder af Christian IIIs Dronning, Dorothea af Sachsen-Lauenburg, var maaske den ivrigste Katholik blandt Nordtydsklands Fyrster paa Reformationstiden. Han blev 1542 fordreven fra sit Land af de protestantiske Fyrster, og da han 1545 forsøgte at gjenvinde dette, fangede de ham, som ovenmeldt. Først efter sine Fienders Nederlag i 1547 kom han paa fri Fod og deltog derpaa 1553 paa Churfyrst Moritz’s Parti i Slaget ved Sievershausen, men mistede her to af sine Sønner, Carl Victor og Philip Magnus. Som et Bevis paa Dronning Dorotheas Indflydelse paa Christian III tør det vel ansees, at Hertug Henrik og hans Sønner, som det af Registranterne erfares, vidste at erholde ikke ubetydelige Pengesummer af den danske Statskasse, uagtet Christian III umulig kan have yndet dette Svogerskab. Han døde først 1568. Se om ham fornemmelig W. Havemann, Gesch. der Lande Braunschweig u. Lüneburg, B. 2. Göttingen 1855, S. 209–295.
