med Johanniterne, hvorefter da de to forenede Ordener skulde angribe Danmark og Preussen[1]. Kort efter i samme Aar havde Kongen faaet Nys om, at hans Fiender gjennem hans gamle, utrættelige Modstander, Grev Christopher af Oldenborg, virkelig skulde have bragt Tropper paa Benene i Stiftet Bremen[2], i hin Tid under sin lidet hæderlige Fyrstbiskop Christopher (1511–1558), (en Broder af Henrik den Yngre af Brunsvig), det stadige Tilholdssted for omstreifende Bander af tydske Landseknegte. Kort efter fik vel det danske Hof den trøstelige Efterretning, at Greven af Oldenborg var anholdt af Landgreve Philip af Hessens Folk, men samtidig kom nye Tidender om pfalziske og lothringske Rustninger ved Rhinen og om, at den aldrig hvilende Hertug Albrecht af Meklenburg atter var paafærde og lod hverve Folk i Hamburg og Lybek. Albrechts Planer skulde dog, som det fordetmeste var Tilfældet i hans senere Aar, nærmest gjelde Sverige, og den landflygtige Biskop Mogens af Skara stod i Ledtog med ham; siden Dakkefeiden opholdt ogsaa bortrømte Smaalændinger sig hos Albrecht, og Meningen var nu at reise de misfornøiede Bønder paany. De meklenburgske Søstæder skulde tvinges til at overføre Tropperne til Blekingen, og Christian lod derfor syv skibe gaa i Søen for at krydse paa Høiden af Rostock og Wismar[3]. Med denne Slags
- ↑ Brev til Albrecht af Preussen fra Aalborg Fredag eft. Esto mihi (20 Febr.) 1545. (Ausl. Registr. Sammenlign ogsaa Behrmann, Christiern IIs Fængselshistorie, Kbh. 1812, S. 66.
- ↑ Brev til Meinhart v. Hamm, Kolding Fredag eft. Reminiscere (6 Marts) 1545. (Ausl. Reg.) M. v. Hamm havde i 1532 været en af Christiern IIs Krigsmænd i Norge, men blev senere især bekjendt i Christian IIIs og Carl af Gelderns Tjeneste i den gröningske Feide 1536. Se Danske Magazin, 4 Række, B. 3, S. 60–61 (af Joh. Grundtvig).
- ↑ Breve til Kong Gustav i Sverige, dat. Kolding Tirsdag i Paaskeugen (7 April) 1545 og Onsdag efter Cantate (6 Mai). (Ausl. Reg.)
