myndere. Som man kunde vente, fulgte hun som Regentinde sin habsburgske Families Politik, men dette havde omsider til Følge, at Henrik II af Frankrige, da han i 1552 i Forbindelse med Moritz af Sachsen og flere tydske Fyrster begyndte Krig med Keiseren, fandt for godt at blande sig i de lothringske Anliggender. Han lod den unge Prinds Carl føre til sit Hof for at opdrages der og overdrog Landets Bestyrelse til Svogeren alene; Christine skulde kun beholde sit Livgeding. Det paastodes, at Hertugen af Guise, hvis Frieri hun skal have afslaaet, bevægede Kongen til dette Skridt. Christine forlod nu for en Tidlang Lothringen og begav sig til Elsass og derfra til Brüssel med sine to Døtre, som det udtrykkelig siges til liden Sorg for Undersaatterne i Hertugdømmet, hvis Indfødte hun skal have tilsidesat for Nederlændere og Tydskere.
Det hører ikke hid nærmere at omtale de mange Forsøg, som Christines Svoger Pfalzgreven imidlertid havde gjort paa at erholde sine paastaaede Rettigheder til Danmark og Norge godkjendte. I de første Aar kunde han nære noget Haab om Keiserens Bistand, men ved Freden i Speyer 1544 havde denne erkjendt Christian III som retmæssig Konge. Christian mente derfor i Begyndelsen, at Faren fra Christiern IIs Familie nu ei længere var synderlig værd at frygte[1], men allerede i 1545 dukker paany hans Ængstelse frem. Et Rygte var nu gjennem „en troværdig Person“ kommen den danske Konge for Øre om, at Pfalzgreven og Lothringen pønsede paa at faa istand en Forening af den siden Preussens Overgang til verdsligt Hertugdømme sunkne tydske Orden
- ↑ „Wir haben dasselbe auch so hoch nicht zu achten, als Keys. Mt. die Hand abgeschlagen“, heder det i Kongens Brev til Svogeren, Hertug Albrecht af Preussen, dat. Flensburg, Løverdag efter Viti Dag (21 Juni) 1544. (Ausl. Registr.)
