bekjendte Høvding, i Slutningen af hin Feide skal have vovet at gjøre denne Keiserens Søsterdatter, blev ikke fundet Svar værdigt. Endelig besluttede Carl V at bortgifte Christine til Hertug Anton af Lothringens ældste Søn og Arving Frants, og deres Bryllup fandt Sted i Brüssel den 10 Juli 1541. Keiserens Hensigt var paa denne Maade at drage Lothringen bort fra den franske Indflydelse, som, især gjennem de med den regjerende Hertugfamilie beslægtede Guiser, længe havde gjort sig gjældende i den lille Stat, medens det lothringske Hof selv synes at være lokket at Haabet om paa den Maade lettere at erhverve Geldern, hvis nylig afdøde Hertug, Carl Egmond, var en Morbroder at Hertug Anton. Denne sidste Beregning skuffedes imidlertid fuldstændig, thi da Carl V i 1543 saa sig istand til at erobre Geldern fra Hertugen af Cleve, som med stændernes Samtykke havde taget Landet i Besiddelse, beholdt han sin Erobring for sig selv og forenede den med sine burgundiske Nederlande. Den 8 Mai 1544 døde Anton af Lothringen, og Sønnen Frants blev regjerende Hertug, men da ogsaa han Aaret efter, 1545, afgik ved Døden, saa Christine sig, fire og tyve Aar gammel, atter i Enkestand og denne Gang for bestandig. I sit sidste Ægteskab havde hun tre Børn, Sønnen Carl (f. 1542) og Døtrene Renata og Dorothea, den første født nitten Maaneder før, den anden tre Maaneder efter Faderens Bortgang[1]. Enkehertuginde Christine, hvem alle, baade samtidige og senere Forfattere, der omtale hende, enstemmig skildre som en mere end almindelig begavet, særlig i diplomatiske Forhandlinger duelig Dame, var nu i de nærmeste Aar Lothringens egentlige Beherskerinde i sin spæde Søns Navn, for hvem hun og Svogeren Nicolaus bleve For-
- ↑ Calmet, Histoire de Lorraine. V, 639. Fol. Nancy 1752.
