som dog alligevel, ledsagede af tilstrækkelige Stridskræfter, nok kunde have stor Betydning. Hun fik i September 1535 til Mand Pfalzgreve, siden Churfyrste Frederik II af Pfalz, der paa denne Maade skulde belønnes for sin mangeaarige tapre Tjeneste i de habsburgske Brødres Krige[1].
Den yngre, Christine[2], den smukkeste og talentfuldeste af Søstrene (f. 1521), var allerede i Mai 1534, altsaa endnu før den ældre søsters Bryllup, bleven den sidste milanesiske Hertugs, Frantz II Sforzas, Gemalinde, men blev i det følgende Aar, 1535, fjorten Aar gammel, Enke og sendtes nu foreløbig tilbage til det burgundiske Hof i Nederlandene, medens Hertugdømmet Mailand som et keiserligt Rigslen inddroges af Carl V og under Form af Forlening til Sønnen Philip forenedes med de vidtløftige habsburgske Familjebesiddelser. Flere Partier paatænktes for hende i den følgende Tid, bl. A. i 1537 Hertugen af Cleve og to Aar senere Henrik VIII af England, som allerede havde ladet hende male af Hans Holbein[3]. Et Tilbud, som Grev Christopher af Oldenborg, Grevefeidens
- ↑ Paludan-Müller, Grevens Feide, 2, 102.
- ↑ Om hende er allerede forlængst skrevet en af vor Literaturs lærdeste Monographier: Om Christine af Danmark, K. Christiern IIs Datter, Hertuginde af Mailand og Lothringen, af Hans Gram, i Danske Videnskabsselskabs Skrifter, V, (Kbh. 1751. 4.) S. 1–126, hvilken her paa flere Steder benyttes.
- ↑ Hun skal have været en mere end almindelig smuk og statelig Dame. Af en Samtidigs, den bekjendte Damebiograph Brantômes, Skildring kan hidsættes: „Cette princesse, a mon grè, a esté une des belles princesses, et autant accomplie, que j’aye point vue. Elle estoit de visage très-agrèable et eut la taille haute, et le discours tres beau, surtout s’habillant très bien: si bien que son temps elle en donna a nos Dames de France, et aux siennes le patron et modelle de s’habiller, qu’on appelloit a la Lorraine. – – Elle avoit sur-tout une des belles mains que l’on eut sc̣eu voir, elle se tenoit fort bien a cheval et de fort bonne grace“ &c. (Oeuvres du Seigneur Brantôme, nouv. ed. Paris 1787. S. 552–53).
