Adjutanter handle virkeligen urigtigen af lutter Tjenesteiver, idet de skulle skjælde og smælde over, at man ei er Prindsen noksom hengiven, ytre, at han vil blive nødt til at reise herfra og overlade Norge til sin Elendighed, etc. etc. En Mand skal have givet en saadan vredladen Adjutant det Svar: „Jeg elsker Prindsen meget, men jeg elsker Norge end mere!“
Paa denne med Hensyn til Veir og Luft (10° varme i Skyggen) saare skjønne Dag begynder da den i Norges Aarbøger saare mærkelige Rigsforsamling; give Gud, at den maa falde ud til Norges Bedste. Man trøster sig med de mest glade Forhaabninger, og man underholdes med de bedste Rygter fra England, ligesom og 7000 Tdr. Korn skal være ankommen til Bergen fra Skotland. Der er vel ingen Tvivl om Nationens Stemme i England, men destomere om den engelske Regjerings. Igaar, den 9de April, ankom en svensk Udsending, en Landshøvding[1], som holdt Konferencer med Prindsen og skal opholde sig nogle Dage i Byen, maaske til Prindsen kommer tilbage med sin Suite fra Eidsvold; thi aldrig kan jeg tro, at han enten selv bliver der eller lader nogen af sit ukaldede Følge blive der. Jeg saa igaar en Skrivelse fra v. Essen til det norske Folk, dat. 31te Marts, hvori han skjælder paa Prindsen og forunderligt nok paa de danske Embedsmænd, der forføre Folket, medens man her i Landet skjælder paa de danske Embedsmænd og gjerne vilde have dem bort alle tilhobe, da enhver, som ei er bleven vugget paa norsk Grund, nu heder en Udlænding og bør som
- ↑ Det var ingen Landshøvding, men Heredshøvding Flach, som af Grev Essen var afsendt med en ny Opfordring til Prindsen. Se Y. Nielsens „Breve fra Grev Essen“, Side 29.
